Tiden går. Stadig. I samme tempo og efter samme system som sidst, jeg skrev om den. Og lige så godt. På nogle punkter endnu bedre.
For tiden tager tanker om tiden rigtig meget tid hos mig. Hvor mange timer er der for eksempel fra nu af, til den første lunkne dåsebajer bliver åbnet på åbent græs? (Overraskende få). Og hvor mange nætter er der, til mandag om halvanden uge generobrer sin stjernestatus, og skeerne for en kort bemærkning igen får lov til at ligge rigtigt? (Alt for mange!)
Og hvordan kan det være, det føles som om, at der er meget lang tid, til jeg overtager min helt egen kontorhimmel på den gamle mønt ved den trygge bar, når der samtidig er alt, aaaalt for kort tid tilbage i selskab med verdens bedste kolleger på verdens bedste arbejdsplads?
Når jeg har for meget tid til at tænker over tiden, der går, springer neuroserne ud i fuldt flor. Som i nat, hvor jeg ikke kunne sove, fordi mit hoved igen havde fået drømme-overload (jeg vil spare jer for detaljerne denne gang, men kan afsløre, at et af nattens drømmekapitler handlede om, at den ellers forholdsvis kontrollerede koala ørlede ud over mig, lige efter jeg havde bøjet en lastbil med tankens kraft på vej ned ad en fransk skipist).
Eller i dag, hvor jeg har brugt alle kontortimerne på at eksportere filer og kigge på procenter, der talte op, mens tiden talte laaaaangsomt ned. Så kunne jeg jo passende bruge ventetiden på at lade ufornuften sejre og smide alle de penge, jeg ikke har, efter noget, jeg i princippet godt kunne undvære. Så som specialdesignet gøglertøj med snabeldyr.
Men lige meget hvor ufornuftigt det er, bliver det heldigvis aldrig irrelevant!
Skudamuda 