Det hjemsøger mig stadig. Himmelskibet. Mest om natten, hvor det dog må kæmpe lidt om min opmærksomhed. Måske har vanddyret ret, når han skriver, at det muligvis ikke står skrevet i stjernerne, at jeg skal besøge dem i uskibet. Og måske behøver jeg i virkeligheden heller ikke at komme helt derop, hvor det er farligt, for at kunne danne mig et overblik. Måske er det bedre bare at sejle rundt på himlen i mellemdrømmene.
Måske gør jeg det til foråret. Hvis jeg altså ikke til den tid har for travlt med at være euforisk over, at solen skinner, og blomster blomstre, og musik føles rigtigt. Måske jeg i så fald igen kan mærke, at overblik er overvurderet sammenlignet med eventyrligt kaos.
PS: Mens vi venter på foråret og alle de gode ting, er det vel okay at besøge stjernerne i en flyvende maskine? Selv at investere i nye eventyr, når de gamle leger gemmeleg? Bankbogen siger nej – min indre laban trumfer med to bogstaver i versaler.
Skudamuda 