Elefanthus i regnvejr

Jeg er hverken fan af paraplyer, regntøj eller røjsere. Derfor har jeg tendens til at blive meget mere våd end alle andre (når det regner, that is). Og af en eller anden grund synes jeg, det kan være sært tilfredsstillende at gå rundt i øspisseregnvejr. Som i morges, hvor jeg var en tur forbi Elefanthuset for at se, om dyrene var ude – forgæves, for de kunne åbenbart ikke klare himmelmosten.

Så jeg måtte gå videre i alt for lidt tøj under dråber, der drev fra himlen ned i pandehåret og videre ned i øjnene og ind i undertøjet, som kunne vrides, da jeg kom hjem. Og det var skønt lidt på samme måde, som det er skønt og trygt og godt at pille i et sår – også selvom folk omkring mig i fuld gummiheldragt, under skærmende hovedskjold eller bag duggede ruder kiggede på mig, som om jeg var en tosse. Jeg forsøgte at ignorere dem og lod melankolimusikken lukke alle forstyrrende lyde ude, så jeg kunne få lov til at være alene i mit hoved. (Næsten. For helt alene føler jeg mig heldigvis ikke).

Jeg drev tilbage til dengang for halvdelen af 28 år siden, hvor jeg gik rundt på samme måde i verdens mindste by i provinsen og for første gang mærkede, hvordan regn kan give kriller og krablen og hurlumhej i maven, hvis man kan finde ud af at nyde den og råbe ’Mere!’ og ’Vildere!’ i stedet for instinktivt at forsøge at undgå den.

Og havde det ikke været for regnen, ville det slet ikke være så specielt at komme hjem, vælte ind under bruseren og mærke, hvordan det varme vand tøede mig op og fik en helt almindelig dagligdagsting som et bad til at føles så fantastisk og rigtigt og dejligt og skidegodt. Og nu skinner solen …elefanthus_i_regnvejr

München om morgenen

Dengang min krop var teenager, var jeg i en periode nabo til et slot. Nogle betegner det som et af verdens smukkeste. Det blev bygget i der-var-engang-tiden af en fyr med et sjovt navn, som ville give sin kone en gave, efter hun havde født deres fælles søn. Pæn gestus, synes jeg.

Slottet er fint om sommeren, men finest om vinteren. Efter min mening. Engang gik jeg tit rundt i haven og følte mig malplaceret. Efter jeg flyttede væk derfra, er jeg dog blevet bedre venner med stedet.

I morges var det ekstra fint. Og ekstra koldt. På den der fine, kolde måde, hvor man først opdager, hvor koldt det egentlig er, når kuldetårerne er frosset til is.

13425678912111013Der er ordnede forhold i slotshaven. På den tyske måde. Ikke noget med at stå på ski eller gå på is, som ikke eksisterer. Intet roderi. Men uden for den fine have findes en større park, hvor man kan gøre, hvad man vil. Her kan barnligt voksne teenage-typer få lov til at lave sneengle i fred. De ordnede forhold inden for murene er fine, men de frie forhold er bedst.

14PS: I udkanten af den store park ligger tre smalle, høje huse. Der er mange gamle halvneurotiske, helspekulerende, melankolske tanker gemt på værelset bag den midterste altan i det midterste hus. Når jeg flytter fra et sted, har jeg altid svært ved at forestille mig, at andre flytter ind. Derfor overraskede det mig, at der hang fremmed tøj på min altan. MIN ALTAN! Hvad bilder folk sig egentlig ind?

15