Dengang min krop var teenager, var jeg i en periode nabo til et slot. Nogle betegner det som et af verdens smukkeste. Det blev bygget i der-var-engang-tiden af en fyr med et sjovt navn, som ville give sin kone en gave, efter hun havde født deres fælles søn. Pæn gestus, synes jeg.
Slottet er fint om sommeren, men finest om vinteren. Efter min mening. Engang gik jeg tit rundt i haven og følte mig malplaceret. Efter jeg flyttede væk derfra, er jeg dog blevet bedre venner med stedet.
I morges var det ekstra fint. Og ekstra koldt. På den der fine, kolde måde, hvor man først opdager, hvor koldt det egentlig er, når kuldetårerne er frosset til is.
Der er ordnede forhold i slotshaven. På den tyske måde. Ikke noget med at stå på ski eller gå på is, som ikke eksisterer. Intet roderi. Men uden for den fine have findes en større park, hvor man kan gøre, hvad man vil. Her kan barnligt voksne teenage-typer få lov til at lave sneengle i fred. De ordnede forhold inden for murene er fine, men de frie forhold er bedst.
PS: I udkanten af den store park ligger tre smalle, høje huse. Der er mange gamle halvneurotiske, helspekulerende, melankolske tanker gemt på værelset bag den midterste altan i det midterste hus. Når jeg flytter fra et sted, har jeg altid svært ved at forestille mig, at andre flytter ind. Derfor overraskede det mig, at der hang fremmed tøj på min altan. MIN ALTAN! Hvad bilder folk sig egentlig ind?
Skudamuda 