Det var bare sådan lidt hovsa-agtigt

Uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop resulterede i endnu en konfrontation med lægen i dag. Uundgåeligt. Normalt forsøger jeg at lade være med at rode mig ud i situationer, hvor jeg er tvunget til at finde på bortforklaringer, fordi jeg ved, at jeg er usandsynligt dårlig til det. Men den her gang sad jeg i saksen (av). Samtalen forgik nogenlunde sådan her:

Læge: ‘Jamen, hvordan kunne det lade sig gøre?’

Mig: ‘Jeg ved det ikke. Lige pludselig skete det bare.’

Læge: ‘Jamen, hvordan bar du dig ad?’

Mig: ‘Det ved jeg ikke. Det var bare sådan lidt hovsa-agtigt.’

Sådan fortsatte samtalen i et par minutter, og jeg havde lovet mig selv, at jeg under ingen omstændigheder skulle rode mig ud i den sande forklaring om, at uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop skete som led i en tre-trins-raket med følgende forløb: afsindigt voldsomt alkoholindtag førte til afsindigt voldsom bagstivhed (flankeret af afsindigt voldsomme moralske tømmermænd), som grundet generel forvirring førte til afsindigt dum handling. Indrømmelsen kunne jo resultere i, at han ville tvangsindlægge mig til noget AA. Og han ville være i sin fulde(!) ret til det.

Men han gav op, og jeg slap for videre tiltale. Og slap videre til en form for behandling. Grundet min uhelbredelige angst for læger, var denne proces dog ikke helt problemfri, og cirka midt i forløbet måtte han gøre mig opmærksom på, at hvis jeg nu på et tidspunkt skulle få lyst til at trække vejret, så var det helt okay. Det havde jeg glemt indtil da, og det er faktisk meget betryggende med sådan en tilladelse fra semi-autoritær mandsperson engang imellem. En hel-spekulerende type kunne nemlig godt gå hen og blive helt i tvivl om, hvorvidt det er okay at indånde den slags ilt, som andre, mere velfungerende mennesker kunne have haft glæde af. Men nu har jeg altså fået grønt lys, så jeg har besluttet mig for at gå all in på ilt.

For at aflede opmærksomheden lidt fra uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop, forsøgte jeg at spørge lidt ind til selvindbildt knæskade forårsaget af meget lidt voldsom løbetræning. Hvilket resulterede i, at jeg nu har fået ordineret en form for gigt-piller på tube. Det må uden tvivl være fordi, han har fornemmet den-63-årige-mand-inden-i-mig, for sådan noget giver man vel ikke til en 27-årig nogenlunde mobil nedsmeltningsekspert? Her gik jeg ellers og troede, at det kun var mit sind, der var gammelt. Overvejer nu at skrive den nye bestseller ’36 år ældre på 10 sekunder’.

PS: Oven på medicinsk rutsjebanetur var det utroligt tiltrængt at komme på arbejde og se et skrivebord, der var overpyntet med flag. Først blev jeg forvirret over, om en af mine personligheder mon havde fødselsdag, men pludselig gik det op for mig, at det er fordi, jeg har 1 uges dag med min placebo-kæreste, uglen. Vi fandt sammen i dødsdruks-brandert sidste fredag, hvor vi besluttede os for, at når vi nu begge to er singler og i øvrigt sidder 10 meter fra hinanden 37+ timer om ugen, kunne vi jo lige så godt udnytte tiden og den korte distance til at minde hinanden om, at vi hver især er nogle helt okay single-typer. Derfor har ugen stået på klæbrige post-its og slibrige mails. Jeg er fan af konceptet og synes, det er en sand win-win. Specielt fordi guldfisken netop har gjort mig opmærksom på, at det altså slet ikke er sådan noget, man gør, hvis man havner i et normalt parforhold.