ÆD EN FUCKING HÅDÅG

Nogle mennesker er vrede på verden. Sådan helt generelt. De råber af alt og alle. Af buske og faldefærdige ben og sne og kulde og ensomt mørke. Af fremmede folk og nogle gange også af de allernærmeste. Fordi det er dem, der er tættest på.

De fleste, jeg kender, er heldigvis kun vrede engang imellem. Og råber mest indeni sig selv. I dag har jeg lært, at utroligt afbalancerede ugler og dejligt dybsindige ænder ikke skal konfronteres med et særlig stort stykke uopmærksom cyklist, før deres indre lunter kan ende i et fyrværkeri af den helt ufestlige slags.

Jeg har også lært, at jeg tilsyneladende ikke virker som en person, der kan rumme samme helt uproportionelt voldsomme indre vredesudbrud. Men så skulle du prøve at være inde i mit hoved, når jeg er placeret ved et bagagebånd i en propfyldt lufthavn. Og der endnu engang er en top øretæveindbydende, røvhamrende irriterende og helt igennem pisselortetræls (ja, træls) charterfamilie, som maser sig ind foran mig og ikke fatter, at der er en grund til, at jeg har valgt at stille mig en meter fra båndet. DET ER FOR HELVEDE SÅ ALLE KAN KOMME TIL! IKKE FOR AT DU OG DIN RÅDNE FAMILIE KAN FÅ LOV TIL AT STÅ OG DANNE MUR FORAN BÅNDET I EN HALV TIME, INDTIL BAGAGEN FRA GRAN CANARIA KOMMER PÅ. KIG PÅ SKÆRMEN, DIN IDIOT! DET ER MIN TUR NU. MIN! IKKE DIN! GÅ HEN OG ÆD EN FUCKING HÅDÅG! SKRID!

Der er selvfølgelig aldrig nogen af de ord, der rent faktisk kommer ud af min mund. Og jeg behøver ikke dykke ned i den dybe psykoanalyse for at regne ud, at den slags følelser nok ikke udelukkende har noget med irriterende charterfamilier at gøre. Men alting hober sig op. Jeg tror måske, personer, der er bedre til at tage velplacerede konfrontationer på de rigtige tidspunkter, også er bedre til at sige pyt og være større mennesker i de situationer, hvor den indre vrede er fuldstændig helt og aldeles ubrugelig.

Jeg vil gerne selv blive bedre til det med konfrontationerne. De rigtige af slagsen, altså. Et hurtigt kig i konfirmationsmappen viser dog, at jeg aldrig har været særlig god til det. For nylig fandt jeg dette brev:

Brevet er skrevet, dengang min krop var barn. Et barn i 7-8 års alderen. Uden at være helt sikker tror jeg nok, det er skrevet til et rigtig dumt svin, som havde behandlet min familie (og mange andre) virkelig råddent. Og som fortjente at få det at vide. Selvom det aldrig blev sendt, turde jeg hverken skrive modtager eller afsender på det. For tænk nu, hvis nogen skulle opdage, at jeg kunne tænke velbegrundede, grimme tanker om andre. Puha. Nej, det var ikke en risiko, der skulle løbes. Så hellere arkivere vreden, så den kunne ligge og ulme i et par årtier, indtil den en dag kunne få lov til at koge over og eksplodere helt lydløst inde i mit hoved på grund af et par intetanende fremmede mennesker, som ikke har haft nogen som helst intention om at pisse mig af, men egentlig bare var uopmærksomt ivrige efter at få fat i deres (røvgrimme) kufferter.

I mit næste liv ønsker jeg mig et par nosser. Et par psykiske nosser vel at mærke …

PS: Vrede og mørke tanker bliver muligvis lysere, når lyset kommer. Om ni dage begynder det at gå den rigtige vej. Jeg har talt ned længe, men det er vigtigt at nævne netop i dag, fordi ni fortjener al den positive opmærksomhed, ni kan få, inden otte igen snupper nis plads i morgen.