Noget om cyber-skizofreni

Min Facebook-profil lever sit eget liv for tiden. Enten er min konto blevet hacket, eller også er der vrøvl med teknikken. Jeg har i hvert fald fået flere notifikationer fra mere eller mindre fremmede mennesker, der har accepteret venneanmodninger, jeg aldrig har sendt. Samtidig har jeg også fået besked om, at jeg har deltaget i diverse politiske demonstrationer og andet gøgl, som jeg slet ikke anede fandtes.

Det er en lille smule skræmmende, at mit cyber-jeg lever sit eget liv. En ting er, at cyber-jeg sender signaler til omverdenen om, at jeg har en meget stærk holdning til emner, jeg meget nødig vil tvinges til at forholde mig til, fordi jeg grundlæggende mener, verden er et bedre sted, hvis man blander sig uden om konflikter, man ikke ved nok om. Noget andet er, at jeg tilsyneladende stalker både mænd og kvinder verden over og kaster mit venskab i grams som en anden desperado-dulle, der har opgivet alt håb om at finde venner i den virkelige verden.

Jeg ved ikke, hvor mange ufrivillige invitationer jeg har sendt afsted. Jeg ved dog, at nogle har accepteret dem. Det er meget sødt. Nu er problemet så bare, at jeg ikke ved, om jeg kan tillade mig at slette dem fra vennelisten igen, fordi jeg som udgangspunkt prøver at holde mig til kun at være venner med folk, som jeg også ville sige hej til ude i virkeligheden.

Det kan jo rent faktisk være, at de nye venner synes, det er noget så dejligt at blive stalket af et styks fremmed, kontakthungrende kvindfolk. Og så ville det da være synd at vrage dem helt koldt og kynisk. Når nu de lige har rakt en venlig lillefinger frem, mener jeg.

Åh, det er hårdt at forsøge at være et ordentligt menneske!

skyggeshow

PS: Der er selvfølgelig også den mulighed, at der hverken er tale om hackning af konto eller tekniske problemer, men at jeg ganske enkelt er blevet cyber-skizofren. Måske ligger jeg inde med en ekstra personlighed, som er meget mere interessant og gøglet end hende, jeg selv tror, jeg er. Eller også har jeg bare alt for meget tid til at sidde alene på kontoret og snakke med mig selv, mens jeg funderer over livets ligegyldigheder …

Noget om status og singler og kattedamer og kønssygdomme – part II

Jeg har tilsyneladende formået at ryste mit kattedame-image af mig, efter min forholdsstatus på Facebook er blevet opdateret. Det ændrer egentlig ikke så meget i den virkelige verden, men i den virtuelle verden bliver jeg tydeligvis betragtet som en helt spritterny type.

Jeg havde hørt vilde rygter om, at det kunne ske, men regnede alligevel ikke med, at jeg fra den ene dag til den anden blev losset over i den helt modsatte boks og fik skiftet samtlige annoncer med yderst lystige og villige singlefyre ud med det her:

facebookpropaganda

Jeg ved næsten ikke, hvad der ville være det værste, man kunne udsætte mig for – graviditet eller Zumba. I øvrigt synes jeg, det er lige friskt nok af Facebook bare sådan uden videre at gå ud fra, at jeg er med rogn. For med mindre de har været forbi og rode med mit underliv i nattens mulm og mørke, tør jeg godt fastslå, at der ikke er nogen kage i min ovn (i øvrigt virker min ovn jo slet ikke …)

Det er ikke fordi, jeg savner de gamle annoncer, men jeg havde da håbet på en lille forbedring. Måske jeg skulle sende det der internet en venlig opfordring til at begynde at reklamere for relevante ting. Bacon for eksempel. Det ville jo være en vind-vind for både mig og annoncørerne.

Noget om status og singler og kattedamer og kønssygdomme

Jeg er temmelig flittig bruger af Facebook. Det første lange stykke tid, hvor jeg kunne se alle vennernes posts i kronologisk rækkefølge, var jeg ramt af en neurose, som sagde, at jeg for alt i verden SKULLE nå at læse alt det, folk havde postet. Det hele og intet mindre. Ellers ville det gå galt! (Hvad ville gå galt? Ingen ved det. Men galt ville det gå. Det sagde neurosen selv). Så hver gang jeg var på Facebook, sørgede jeg for at læse helt ned til det, jeg allerede havde læst én gang før. En proces, der let kunne tage både halve og hele timer.

Nu, hvor kronologien er svømmet sig en tur i nyhedsstrømmen, og det hele er blandet sammen, er det en umulig opgave at få alt med, hvilket jeg først så som et stort problem. Senere har det dog vist sig at være en kæmpe lettelse, fordi det har frigivet fantastisk meget tid. Og jeg har lært, at det utroligt nok slet ikke er livsfarligt at gå glip af noget.

Derudover har jeg også lært, at den moderne, elektroniske verden er stangvild med at putte mig i små, stereotype kasser, som de kan kaste relevante reklamer ned i. Og det er jo skide smart. Bortset fra at jeg muligvis er havnet et forkert sted, alene fordi jeg ikke har angivet, om jeg er single eller ej, hvilket Facebook vist tager som et klart tegn på, at jeg så er. Derfor bliver der brugt dejligt mange reklamekroner på dagligt at vise mig billeder af sprøde mandfolk med teksten: ‘Se dem, du skal på date med nu’ (Skal?? SKAL jeg virkelig det? Når Facebook nu siger det? Jeg plejer jo at være typen, som gør, hvad der bliver sagt. Meeeen …) Den slags annoncer kommer tydeligvis fra den ene singlekasse, jeg er havnet i. Kom-og-tag-mig-kassen, kan man vel kalde den.

Det er dog ikke helt så slemt, som den anden kasse, jeg hygger mig i: kattedamesinglekassen (for alle ved jo, at hvis jeg havde været single, så er der kun de to muligheder at vælge imellem, eftersom det er umuligt bare at være sådan en helt gennemsnitlig tilfreds og katteløs singlepige uden løs tråd). Under ‘Ting, du måske vil synes om’ er mine mest populære annoncer, ud over de lystige mandspersoner, derfor: ‘Ude & Hjemme’, ‘Julegaven til Bedste’ og ‘Alt til hund og kat’. Helt ærligt – det kan godt være, at jeg er blevet lidt kedelig, men det der synes jeg alligevel ikke, jeg har fortjent!

Jeg kan ikke lade være med at have en lille smule ondt af alle de annoncører, som spilder deres gode reklamekroner på mig, bare fordi jeg ikke har sat et kryds i en bestemt boks, og jeg derfor (ifølge Facebook-guderne) kun er et 90% fuldendt individ. Til gengæld er jeg nok heller ikke det mest taknemmelige reklameoffer, eftersom den eneste annonce, jeg kan huske, jeg har klikket på, er reklamen for bamser formet som kønssygdomme. En reklame, som selvfølgelig også er målrettet singler, fordi de sandsynligvis enten har en kønssygdom eller har brug for en gramsebamse. Det er vel efterhånden videnskabeligt bevist.

Oh well, i det mindste slipper jeg for graviditetsreklamer. For det er jo heldigvis også videnskabeligt bevist, at man skal være gift for at kunne blive gravid!

facebooksnager

Psssst: Det gode ved at have et alias, er, at man også kan få lov til at være to personer på Facebook. Mit alter ego, som slipper for at svare på alle de personlige spørgsmål, men som alligevel har tendens til rigelig selvudlevering, findes lige her: https://www.facebook.com/skudamuda 

Hvad er du?

Jeg faldt over noget pudsigt i dag på en eller anden fremmed piges Facebook-profil (ja, jeg snager i fremmede folks liv. Jeg synes, fremmede folk er spændende – både i den virkelige virkelighed og i den virtuelle virkelighed. Og jeg er stolt af det. Og skammer mig kun en lille smule over det). Jeg lagde mærke til noget, der lignede en række klassiske poesibogs-spørgsmål, hvor et af dem lød: ’Hvad er du?’. Hun svarede: ’Single’.

Jeg tror aldrig selv, jeg ville nå frem til at matche lige netop det spørgsmål med det svar, selvom det i princippet ville være faktuelt korrekt, hvis jeg gjorde. Men altså – spørgsmålet lød: ’Hvad er DU’. Og hun svarede, at hun er det modsatte af at være to. Jeg har ikke noget imod at lande i single-baljen. Der har jeg svømmet rundt i 27 år og kæmper stadig for at lære at turde tage redningskransen af og padle over på det dybe (kæmper i øvrigt også for at skrive mig uden om klichéerne. Det går forrygende). Alligevel provokerede svaret mig – nok mest fordi det piller lidt ved min grundangst for, at jeg ikke vil være den samme, hvis jeg en dag ikke er single mere. Jeg håber virkelig, at jeg – single eller ej – altid vil kunne give et svar på det spørgsmål, der passer til lige netop mig, hvad enten svaret er: halv-neurotisk, helspekulerende, top utjekket, tit neonklædt, tæt på godhjertet eller nedsmeltningsekspert. Og jeg håber endnu mere, at jeg aldrig nogensinde føler mig tvunget til at definere mig selv ud fra, hvorvidt jeg er en – eller har en plus-en. Når det er sagt, må jeg hellere også tilføje, at jeg selvfølgelig gerne vil tro, jeg en dag kan finde ham, som kan gøre mig glad for at være det, jeg er – og den jeg er.

Apropos det dybe vand, så vovede jeg mig næsten derud i går. Jeg var på søndags-stranddate med guldfisken og store-bjørn (og solsorten og katten, der var med som bonus-singler). Efter grill-pøller og sennepskrise (note to self: skru låget på glasset, inden du putter det ned i posen med alle de andre ting) besluttede store-bjørn og jeg os for at snuppe årets første dukkert i dansk farvand. Anden påstår, at de, der ikke når i vandet i år, er nogle tøsedrenge og bange for brandmænd, og det kunne jeg simpelthen ikke have på mig. Selvom jeg er bange for brandmænd. Og muligvis er jeg også en tøsedreng. Det kinesiske horoskop siger, at rottens (= mit) faste element er vand. Det synes jeg er mærkeligt, for jeg vil vove at påstå, at vand er flydende. Men det giver alligevel mening, for jeg elsker vand – at svømme i det, at drikke det, at slås med det (helst med vandpistoler). Heldigvis er jeg ikke lige så panisk angst for flydende dråber i store mængder, som guldfisken er. Hun bliver bange, bare hun ser en reklame med en oversvømmet madras – ret ironisk, når hun nu er en guldfisk.

Billedet illustrerer meget fint, hvorfor store-bjørn hedder store-bjørn. Nogen ville måske have troet, navnet refererede til noget, man ikke kan se på billedet. Størrelsen i den region kan jeg heldigvis ikke udtale mig om – så integreret er jeg alligevel ikke blevet i parforholdet.

Dog vil jeg sige, at jeg er meget bange for alt det, der lever under vandet. Alt det, man kan se, og specielt alt det, man ikke kan se. Brandmænd og vandmænd og sømænd og havspøgelser (de findes. Det siger den-11-årige selv). Derfor fik jeg den kringlet sådan, at vi kun badede i den aflukkede indsø. Det er ikke så farligt. Men det er mest tøsedrengene, der gør sådan noget. Og helt ærligt – det er jo bare sjovest ude i det store, uoverskuelige hav. Derfor har jeg lovet mig selv, at jeg skal nå ud i de høje bølger, inden sæsonen er slut. Desværre er det bare så problematisk at bade, når man er single. For hvem skal så passe på alle mine ting imens? Og på mig, hvis jeg skulle være ved at drukne eller blive spist af en brandmand? Det er farligt. Jeg glæder mig!