Det var så året hvor jeg … – vol 4

… vågnede med tømmermænd d. 31. december. Når størstedelen af vennekredsen lige pludselig er blevet så wannabe-voksne, at nytårsaften står på familiekalas, kalder det på en våd lillenytårsaften på den trygge bar.
Det betød også, at jeg fik taget forskud på nytårssentimentaliteten og hyggetudede mig i søvn ved siden af en yderst ædru langhalset type, som heldigvis er rummelig nok til at holde sådan et styks hormonelt forstyrret spritspektakel ud året rundt. (Har en svag erindring om sætningskonstruktioner a la: “Vræl! Snot! Hulk! Det er bare fordi, du er så søøøøøøød!” Og “Jammer! Tårer! Hvin! Du gør min sjimpelhæn så glaaaaaaa!!”)

Desværre havde jeg i rusens hede glemt, at jeg (og alle mine tømmermænd) skulle op, før solen fik sol på. Det holdt hårdt, men det hjalp lidt på opstandelsen, at solen havde taget sit fineste nytårsskrud på og mindede mig om, at det trods alt har været et helt i orden år, hvor varmen lunede mere, end kulden bed. 

Og når nu jeg både har fået stillet promilletrangen og luftet mit indre følelsesmonster, er der yderst gode udsigter til en ædru og velafbalanceret nytårsaften. Eller … måske bare en aften, hvor jeg undgår at brække mig i mine beskyttelsesbriller. Det må være succeskriteriet.

Rigtig godt nytår – må 2016 blive året, hvor glæden får frie tøjler, og Elvis genopstår. Der er lys forude … 
 

Noget om Elvis

Jylland er indtaget, og jeg er netop kommet hjem fra halvårlig date med tigeren, løven og pumaen. Ud over fælles konsensus om foldet toiletpapir fik vi også konstateret, at mange ting sker på halve og hele år. Flest gode ting, heldigvis, men alligevel kan det nogle gange være svært at spæne om kap med virkeligheden. Specielt når man proportionelt set er uretfærdigt udfordret på benlængde.

I en tid, hvor mange ting sker, kan det derfor også være meget betryggende at konstatere, at noget stadig er, som det altid har været. At Elvis stadig hænger på træet.

Alt er skide godt!

elvis

Sidste nyt fra Zoo – part II

Jeg har tidligere givet udtryk for, at jeg til tider (de fleste tider) er ret så begejstret for mit job. Allermest når jeg er på eventyr med guldfisken. I dag fandt jeg ud af, at eventyret ikke nødvendigvis behøver at finde sted på den anden side af kloden. Det findes også i Kokkedal.

Der har vi her til aften lave optagelser til et indslag om sumpskildpadden Josefine, som er blevet kureret for råd i skjoldet. Det burde i sig selv være nok til at danne grundlag for en arbejdsdag lidt ud over det sædvanlige. Men der var meget mere. For i det udadtil helt gennemsnitlige parcelhus gemte der sig sådan cirka 79 andre krybdyr og krabledyr og kældedyr hos en familie, som har besluttet sig for at redde alt det, de kan. Derfor fik jeg både kælet for en kamæleon, beundret et hårløst albinomarsvin (okay, beundret er måske så meget sagt) og pludret med en papegøje, hvorefter jeg halvtissede i bukserne, da jeg troede, jeg blev besprunget af en kæmpeleguan, som viste sig at være en rimelig harmløs Golden Retriever.

Og så mødte jeg Elvis. Ikke kongen, desværre. Men slangen Elvis, som er i pleje hos familien. Min grundangst for slanger har jeg vist fortalt rigeligt om, så det vil jeg lade være med at gå i detaljer med nu. Der var dog et eller andet over Elvis, som gjorde, at han ikke var helt så frygtelig som artsfællerne i burene ved siden af. Måske var det navnet. Jeg ved det ikke. Men jeg blev nødt til at bide al angst i mig og befamle ham. Og eftersom jeg allerede havde halvtømt blæren én gang, kunne det jo ikke gå helt galt.

Jeg overlevede da også. Med bankende hjerte og klaprende baller holdt jeg en lille slange. Og det var faktisk slet ikke så slemt. Jeg nåede at blive næsten noget nær ikke udelukkende utryg ved ham. Lige indtil han blev sat ned i en kasse for at fortærre en gigantisk mus fra frostboksen. Med hår og hale und alles. Så var Elvis pludselig ikke helt så rock’n’roll-lækker længere.

Jeg ved nu en masse ting, som jeg ikke vidste, jeg manglede at vide i morges. For eksempel at der dagligt går 400 gram salatblade på en flok skildpadder (halvt rucola, halvt babyspinat), og at slanger skider ud ad halen (det sidste kunne jeg måske have sagt mig selv, men det var en lige så stor åbenbaring for mig som dengang, jeg fandt ud af, at fugle kan parre sig på hundemanér uden de store problemer).

Redningsfamiliens hus er nok det tætteste på Zoologisk Have, jeg nogensinde har oplevet uden for … ja, Zoologisk Have. Men alligevel var dyreflokken ikke helt fuldendt. For som datteren i huset til sidst pointerede, så er det hele først skide godt, når de også får plads til en elefant og en giraf.

elvisthesnake

Et højpandet indlæg om moderne kunst

Okay, det er måske en smule svært at skrive noget decideret højpandet om et emne, jeg ikke forstår. Jeg synes selv, jeg har opsøgt min del museer verden over. Og jeg synes generelt, de fleste former for kunst er interessant på en eller anden måde. Men moderne kunst. Altså … måske er det bare mig, der er dum. Men jeg føler mig lidt taget i røven af svindlerne fra Kejserens nye klæder, når jeg betaler penge for at se det her:

moma

New Yorks bud på moderne kunst

mmoma

Moskvas bud på moderne kunst

Haren og jeg var på Moskvas Museum of Modern Art forleden. Når jeg skriver, at jeg ikke forstår moderne kunst, mener jeg ikke alt moderne kunst. Meget af det er vildt spændende og fascinerende (specielt det med Elvis, selvfølgelig). Jeg har bare en lille smule svært ved at fatte, hvordan en åben dåse sardiner i olie er så meget mere fantastisk og genialt i et museumslokale end hjemme på min køkkenbord (i øvrigt er sardiner vel altid frygtelige …)

Alligevel bliver jeg ved med at opsøge det. Måske fordi jeg så får afløb for min ustyrlige trang til at pille ved forbudte ting. Den slags museer er jo fyldt med forbudsskilte, som bare gør det endnu mere fristende at røre ved alting, når de voksne kigger væk eller sover. Problemet med russiske museer er bare, at der er kustoder overalt – og de sover aldrig! I hvert fald ikke når de er på arbejde. Men det er også med til at gøre rørningsmissionen endnu mere spændende (på den der hvor-meget-kan-jeg-mon-nå-at-røre-ved-det-her-fallosformet-slikpapir-uden-at-blive-opdaget-måde). Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste med den form for trang, men jeg har stadig ikke helt forstået den, ligesom jeg heller ikke har forstået, hvorfor jeg altid skal røre ved tallerkenen, når tjeneren advarer om, at den er brandvarm (for tjeneren har som regel ret, kan jeg afsløre efter adskillige års empiriske undersøgelser med efterhånden ret hærdede pilfingre).

MMOMA var hurtigt overstået, og jeg kunne konkludere, at det mest interessante ved hele udstillingen var en form for kikkert, hvor jeg kunne se mit eget øje helt tæt på (hvem sagde selvoptaget?) Og så selvfølgelig giftshoppen. Museumsbutikker er som regel hele museumsbesøget værd, og jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg skriver, at haren og jeg brugte mere tid i den lille butik, end vi brugte på selve museet. Men helt ærligt – hvem kan bebrejde os med det fantastiske vareudvalg?

giftshop

Det handler ikke altid om at være tryg

Jeg kunne aldrig finde på at flytte tilbage hertil. Alligevel er barndomsbyen det tryggeste sted i verden. Når jeg vågner op til lyden af vaskemaskinens rytmiske rundture og kopper, der klirrer, og Elvis, der kigger ned på mig fra væggen, så skal det hele nok gå.

Og selvom jeg da godt kan synes, det virker lidt spild af ord at bruge et kvarter på at snakke om, hvor man mon kan finde den bedste parkeringsplads i Vejle (på den tid kunne vi jo i stedet have kørt til Vejle og afprøvet en seks-syv forskellige ledige pladser), så er det rart at lytte til den summende bzzz af fuldstændigt ubekymrende snak. Ligesom det er rart at stille en kop kaffe foran en kørestolssiddende Baloo og få kommentaren: ’Det var dog et smukt træk fra en ellers beskidt karakter’ med på vejen (i øvrigt vil jeg gerne slå et slag for at indføre kørestolskørning som officiel sportsgren i Danmark. Det er jo helt fantastisk sjovt. Næsten lige så sjovt som de der bobslæder i halve rør på bjerge). Og selvom det ikke ligefrem er sundt for selvtilliden, er det faktisk også rart, når storesøs siger: ’Det er altså helt vildt, så meget du har fars ben’. For at have en andens ben (mandsperson eller ej) må jo betyde, at jeg hører til. Og det er vel essensen af tryghed.

Men midt i midten af alt det trygge sidder en 9-årig og frygter, at verden er det farligste sted i verden. At alt kan falde sammen ved en enkelt tur i Føtex. De tanker styrer både hendes hoved og hendes krop. Det er hårdt at være vidne til, og det er ondt-i-hjertet-frustrerende, at ingen voksne er i stand til at kigge hende i øjnene og ærligt sige: ’Der er ikke noget at være bange for’. For det er der jo. Der er en million ting at være bange for. Men der er også en million gode grunde til ikke at lade sit liv styre af angsten.

Min søster har altid sagt, at den 9-årige og jeg minder meget om hinanden. Mest indeni. Da hun var yngre, syntes den 9-årige vist ikke, det var så fedt at få at vide. Engang spurgte hun min søster: ’Mor, når jeg bliver stor, tror du så, jeg bliver lige så skør som moster Bib?’. Med lidt for meget bekymring i stemmen. Men det er vist ikke skørhedsfaktoren, der er den største lighed mellem os to (selvom hun også har den – det ved jeg). Det er nok nærmere noget med at være splittet mellem på den ene side at være den meget udadvendte, glade, sociale pige og samtidig være hende, der har brug for at pakke sig ind og gemme sig væk i en historie. I fiktionen. I en bog eller en film eller en sang eller alt det, der ikke er den hårde og forvirrende virkelighed. Vi ligner måske mest hinanden, fordi vi begge har problemer med at balancere mellem den lette festabe på den ene sidde af vippen og den tunge enspænder på den anden.

Jeg blev selv forfulgt at angsten, da jeg var barn. Ikke lige så åbenlyst som den 9-årige, men meget indlysende inde i mig selv. Egentlig er jeg aldrig vokset fra den. Der skulle bare gå 27 år, før jeg indrømmede over for mig selv, at den kun bliver tungere, hvis man gemmer den væk. Hvis man nægter at forholde sig til den. Nu kan jeg i en del tilfælde tæmme den. Og udfordre den. Det er noget af det vigtigste, jeg har lært.

For det handler ikke altid om at være tryg. Nogle gange handler det tværtimod om det modsatte. Om at gøre det farlige og usikre og kuldegysningsfremkaldende. For som de siger i vandet, så er det den slags, der gør forskellen. Den bedste forskel. Og hvis jeg kunne dykke ned i den 9-årige og plante den viden et vigtigt sted i hende, ville jeg gøre det omgående. Men det kan jeg desværre ikke. Det eneste, jeg kan gøre, er at forsøge at gøre det, jeg rent faktisk kan gøre. Så godt jeg kan. Og håbe på det bedste. For det fortjener hun.

IMG_7738PS: Juleaften, efter vi havde åbnet alle gaverne, og en del af gæsterne var gået hjem, sad jeg i sofaen med den 9-åriges hoved på mine ben. Vi var helt stille, som man kan være, når man er så tryg som muligt. Lige pludselig kiggede hun op på mig, brød stilheden og sagde: ’Jeg vil gerne være ligesom dig’. Det er den vigtigste kompliment, jeg nogensinde har fået.

Rød hvid og blå jul

Jeg er ikke verdens mest voksne voksen-in-spe. Derfor er den barnlige glæde ved julen stadig forholdsvis intakt (selvom oddsene ikke altid er på glædens side). Maven er ikke fyldt med lige så mange sommerfugle, som dengang min krop var barn. Til gengæld er der en sommerfugl uden på maven, som minder mig om, at det er vigtigt at huske på de rigtige ting. De bedste ting. Og holde fast i dem, når man er så heldig at finde dem.

På listen over det bedste ved julen er min mormor. I går fortalte hun mig, at hun troede på julemanden, til hun var 13 år. Det gjorde mig glad. Dengang troede hun også, at de små børn kom til verden, hvis man lagde en sukkerknald eller en frikadelle i vindueskarmen. Hun har efterfølgende selv lagt krop til syv børn, så selvom jeg ikke ville grave mere i emnet, går jeg ud fra, at hun med tiden lærte, at det går anderledes til.

Det bedste ved julen er også trygheden. Og maden. Og minderne. Og musikken. Og følelsen af at være en del af en stor familie, med alt hvad det indebærer. Og det bedste er yndlingsungerne. Og juledrinks og juleøl med veninderne. De gamle. Dem, som både kender til dengang og nu. Og det bedste er at give.

Forleden kørte min søster, den 7-årige og jeg ud på landet. Længere ud på landet end der, hvor vi i forvejen var. Vejene var mørke og snoede, og vi passerede steder med navne som Bolskov og Viuf (ved stadig ikke, om det sidste er en by eller en lyd. Det første undlader jeg at kommentere på). Til sidst nåede vi til et sted med gadelygter. Under dem ligger et lille hus. Derinde bor en familie, vi ikke kender. De har ikke selv råd til at give deres børn den jul, de gerne ville holde for dem. På grund af svære tider og uheldigheder. Så vi sponsorerede mad og gaver til dem. Det var ikke en specielt stor ting for os. Men når man endelig har erkendt, at det er svært at forsøge at gøre verden til et bedre sted over en bred kam, så er det rart i hvert fald at kunne bidrage lidt til, at der nu sidder to børn et sted ude på det mørke land, som forhåbentlig får forbundet julen med lige så meget tryghed, som de har fortjent. Og måske også med noget af alt det bedste …

elvis

PS: Ligemeget hvad er det nostalgisk trygt, at Elvis igen i år hænger på træet og synger Blue Christmas med al den melankoli, en død mand kan have i stemmen …