… vågnede med tømmermænd d. 31. december. Når størstedelen af vennekredsen lige pludselig er blevet så wannabe-voksne, at nytårsaften står på familiekalas, kalder det på en våd lillenytårsaften på den trygge bar.
Det betød også, at jeg fik taget forskud på nytårssentimentaliteten og hyggetudede mig i søvn ved siden af en yderst ædru langhalset type, som heldigvis er rummelig nok til at holde sådan et styks hormonelt forstyrret spritspektakel ud året rundt. (Har en svag erindring om sætningskonstruktioner a la: “Vræl! Snot! Hulk! Det er bare fordi, du er så søøøøøøød!” Og “Jammer! Tårer! Hvin! Du gør min sjimpelhæn så glaaaaaaa!!”)
Desværre havde jeg i rusens hede glemt, at jeg (og alle mine tømmermænd) skulle op, før solen fik sol på. Det holdt hårdt, men det hjalp lidt på opstandelsen, at solen havde taget sit fineste nytårsskrud på og mindede mig om, at det trods alt har været et helt i orden år, hvor varmen lunede mere, end kulden bed.
Og når nu jeg både har fået stillet promilletrangen og luftet mit indre følelsesmonster, er der yderst gode udsigter til en ædru og velafbalanceret nytårsaften. Eller … måske bare en aften, hvor jeg undgår at brække mig i mine beskyttelsesbriller. Det må være succeskriteriet.
Rigtig godt nytår – må 2016 blive året, hvor glæden får frie tøjler, og Elvis genopstår. Der er lys forude …
Skudamuda 