Jeg havde endnu en gang store planer om at skrive et blogindlæg, som ville revolutionere. Men jeg fik pludselig meget travlt.
Travlt med at cruise Oslo tynd og drikke mig sejlende beruset både op og ned ad åen.
Travlt med at stå fadder, selvom mine tømmermændsben ikke var helt så stabile, som den høje herre kunne ønske sig.
Travlt med at lave video om en sydtysk skimmelsvampshund. Med mit første statsministerinterview og med lige pludselig at kunne kalde mig boligejer (eller det er vel mere korrekt at kalde mig halvboligejer, men hvem tæller?)
Travlt med barselsbesøg og ben og bearnaise. Og med at brække mig, fordi min krop åbenbart ikke synes, det er helt lige så fedt at have travlt, som mit hoved synes.
Nu har jeg travlt med at klippe og klistre i en film om forandring. Jeg har haft den samme melankolske melodi i hovedet den sidste uge, og selvom budskabet vel ikke ligefrem indbyder til det, smiler jeg, hver gang jeg hører den.
For tiden er forandring nemlig ret så fantastisk her i min ende. Langt det meste af det, der sker, gør mig glad, selvom jeg ikke helt har kunnet følge med de sidste par uger.
Jeg indhenter forhåbentlig mig selv lige om lidt. Allerførst vil jeg holde fyraften, åbne en flaske af den hvideste vin og fejre, at jeg midt i al travlheden tager mig selv i at smile flere gange om dagen uden at vide hvorfor …
PS: Hvem forsøger jeg at narre? Den flaske vin blev allerede åbnet for en time siden. Den er dog stadig halv fuld …
Skudamuda 