Noget om alt det der er sket – part II

Jeg havde endnu en gang store planer om at skrive et blogindlæg, som ville revolutionere. Men jeg fik pludselig meget travlt.

Travlt med at cruise Oslo tynd og drikke mig sejlende beruset både op og ned ad åen.

Travlt med at stå fadder, selvom mine tømmermændsben ikke var helt så stabile, som den høje herre kunne ønske sig.

Travlt med at lave video om en sydtysk skimmelsvampshund. Med mit første statsministerinterview og med lige pludselig at kunne kalde mig boligejer (eller det er vel mere korrekt at kalde mig halvboligejer, men hvem tæller?)

Travlt med barselsbesøg og ben og bearnaise. Og med at brække mig, fordi min krop åbenbart ikke synes, det er helt lige så fedt at have travlt, som mit hoved synes.

Nu har jeg travlt med at klippe og klistre i en film om forandring. Jeg har haft den samme melankolske melodi i hovedet den sidste uge, og selvom budskabet vel ikke ligefrem indbyder til det, smiler jeg, hver gang jeg hører den.

For tiden er forandring nemlig ret så fantastisk her i min ende. Langt det meste af det, der sker, gør mig glad, selvom jeg ikke helt har kunnet følge med de sidste par uger.

Jeg indhenter forhåbentlig mig selv lige om lidt. Allerførst vil jeg holde fyraften, åbne en flaske af den hvideste vin og fejre, at jeg midt i al travlheden tager mig selv i at smile flere gange om dagen uden at vide hvorfor …

moet

PS: Hvem forsøger jeg at narre? Den flaske vin blev allerede åbnet for en time siden. Den er dog stadig halv fuld …

Noget om onsdagsblues

Jeg bruger størstedelen af min dag på at være sammen med mig selv og ingen andre. Før i tiden, da jeg havde sådan et rigtigt voksenjob, var der gode mennesker overalt, som jeg kunne dele hverdagenes op- og røvture med. Nu er jeg bare mig fra 9 til sådan cirka 17, og det er helt fint meget af tiden. Det skulle det også gerne være, for jeg har selv valgt det. Men nogle gange (i dag for eksempel) kunne det alligevel være rart at have nogle typer omkring mig, som kunne hive lidt opad, når verden presser nedad.

Flere faktorer spillede ind i min røvtur, men jeg vil nøjes med at beskrive kulminationen, som jeg har valgt at kalde ’De fem Bonesspænd’. Det har nemlig været sådan en dag, hvor småbekymringerne fik storhedsvanvid, og verden føltes som en krudtbanan uden egentlig at være det. Sådan en dag, hvor jeg bare havde rigtig ondt af mig selv uden egentlig at have noget decideret belæg for det.

Der er noget, som altid kan hive mig lidt op af selvmedlidenhedshullet. Nemlig ting, der er trygge. Som for eksempel en salat fra Bones. Folk, der ikke er fra provinsen, forstår muligvis ikke hvorfor. Folk, der er fra provinsen, forstår muligvis heller ikke hvorfor. Men jeg kender en håndfuld mennesker, som kender til den sande tryghedsværdi, der findes i netop en salat fra Bones. Og hvis bare de forstår mig, er jeg helt på det rene med, at andre synes, jeg er en tosse.

Derfor besluttede jeg mig for at behandle min onsdagsblues med blandet salatmedicin. Så jeg gik hele den lange vej (7 km ifølge Google) til det mørke Amager med tunge fødder – drevet af tanken om, at alt lige om lidt ville være helt okay, fordi selv den værste blues kan behandles med bacon i krymmelform (som jo er den vigtigste ingrediens i en salat. Det ved alle.) Og så havde de lukket. LUKKET! På trods af at jeg to gange havde tjekket deres åbningstider på nettet for at sikre mig, at de syv kilometer ikke blev gået forgæves.

Jeg var alle former for rasende, skuffet, hysterisk og trist på samme tid. Da alt blev kogt sammen havde jeg faktisk bare virkelig ondt af mig selv, mens jeg stormede tilbage ad Amagerbrogade og halvfældede en bøf med rygmærke foran KFC, fordi jeg syntes, det var unfair, at han tydeligvis lige havde spist sig mæt. Jeg følte mig som den eneste i verden, der kunne forstå mig selv og min følelse af totalt salatsvigt. Indtil jeg så en velkendt skikkelse komme imod mig. Min lillesøs. Som var på vej mod Bones for at købe en salat.

Ja, hun er også fra provinsen, men alligevel er det da ret fascinerende, at verden er sådan indrettet, at vi begge to vælger at være lige der på samme tidspunkt med det samme formål i en by med flere hundrede tusinde mennesker (eller en million? Jeg ved det faktisk ikke og orker ikke at Google mere i dag). Af alle mennesker mødte jeg netop en af de få, som kan forstå, at frustrationen over verdens ondhed engang imellem kan koges ned til manglen på en salat fra Bones. 

Det er sådan set ret fantastisk, synes jeg. Og måske er verden i virkeligheden slet ikke så ond, når der findes en lillesøs, som er klar på at give en krammer sådan en trods alt nogenlunde solrig onsdag på Amagerbrogade.

hoptimist