Kære mig selv
En gang imellem – bare en sjælden gang imellem – kan du faktisk rimelig let gøre dig selv en tjeneste ved at klappe kaje.
For eksempel tidligere i dag, hvor du sad i offentligt forum og hørte historien om en, der var faldet i søvn med en lunken kop kaffe i hånden. Kaffen var endt med at plaske hele sengen til, og det kan da godt være, du syntes, det mindede dig om en følelse, du har mærket på egen krop. Men rigtige voksne mennesker har ikke nødvendigvis samme erfaringsramme, som du har.
Derfor kunne det til en anden gang være fint at droppe sætningen: ‘Det er jo præcis sådan, det føles, når man vågner op og har tisset i sengen’.
For sådan noget gør ‘man’ åbenbart ikke, hvis ‘man’ er over fire år, og derfor kender ‘man’ heller ikke den følelse. ‘Man’ kan bare skrige af grin ved tanken om, hvad du egentlig ligger og roder med i nattens mulm og mørke.
Og så snakker vi ikke mere om det, hej hej …

Helt og aldeles morsomt!!!!