Okay, det er måske en smule svært at skrive noget decideret højpandet om et emne, jeg ikke forstår. Jeg synes selv, jeg har opsøgt min del museer verden over. Og jeg synes generelt, de fleste former for kunst er interessant på en eller anden måde. Men moderne kunst. Altså … måske er det bare mig, der er dum. Men jeg føler mig lidt taget i røven af svindlerne fra Kejserens nye klæder, når jeg betaler penge for at se det her:
Haren og jeg var på Moskvas Museum of Modern Art forleden. Når jeg skriver, at jeg ikke forstår moderne kunst, mener jeg ikke alt moderne kunst. Meget af det er vildt spændende og fascinerende (specielt det med Elvis, selvfølgelig). Jeg har bare en lille smule svært ved at fatte, hvordan en åben dåse sardiner i olie er så meget mere fantastisk og genialt i et museumslokale end hjemme på min køkkenbord (i øvrigt er sardiner vel altid frygtelige …)
Alligevel bliver jeg ved med at opsøge det. Måske fordi jeg så får afløb for min ustyrlige trang til at pille ved forbudte ting. Den slags museer er jo fyldt med forbudsskilte, som bare gør det endnu mere fristende at røre ved alting, når de voksne kigger væk eller sover. Problemet med russiske museer er bare, at der er kustoder overalt – og de sover aldrig! I hvert fald ikke når de er på arbejde. Men det er også med til at gøre rørningsmissionen endnu mere spændende (på den der hvor-meget-kan-jeg-mon-nå-at-røre-ved-det-her-fallosformet-slikpapir-uden-at-blive-opdaget-måde). Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste med den form for trang, men jeg har stadig ikke helt forstået den, ligesom jeg heller ikke har forstået, hvorfor jeg altid skal røre ved tallerkenen, når tjeneren advarer om, at den er brandvarm (for tjeneren har som regel ret, kan jeg afsløre efter adskillige års empiriske undersøgelser med efterhånden ret hærdede pilfingre).
MMOMA var hurtigt overstået, og jeg kunne konkludere, at det mest interessante ved hele udstillingen var en form for kikkert, hvor jeg kunne se mit eget øje helt tæt på (hvem sagde selvoptaget?) Og så selvfølgelig giftshoppen. Museumsbutikker er som regel hele museumsbesøget værd, og jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg skriver, at haren og jeg brugte mere tid i den lille butik, end vi brugte på selve museet. Men helt ærligt – hvem kan bebrejde os med det fantastiske vareudvalg?
Skudamuda 