Og sådan fik jeg smæk i røven på en mandag …

Jeg ville egentlig have skrevet et højpandet indlæg om moderne kunst, men så stiftede jeg bekendtskab med en russisk banya.

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, men jeg ved i hvert fald, at jeg er meget, meget ked af, at jeg ikke måtte tage billeder derinde, for det er svært at forklare med ord, hvordan det er at kigge direkte op i en ældre russisk kvindes allerhelligste (det skete flere gange ved en fejl). Til gengæld ville det måske være upassende med billeder af den slags herinde. Man ved jo aldrig, om der er børn tilstede.

Til dem, der ikke ved, hvad en banya er, kan jeg fortælle, at det er et russisk saunabad. Da jeg har stiftet bekendtskab med flere forskellige former for hamam både i Tyrkiet og i Bulgarien, tænkte jeg, at der skulle meget til for at imponere mig. Jeg har trods alt allerede prøvet at blive klasket i ansigtet med et par meget lange og rynkede bryster. Men ak, jeg skulle blive klogere.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, da jeg gik ind i badeområdet med mit American Dollars-håndklæde omkring mig (muligvis også en smule upassende håndklædevalg), men jeg blev hurtigt ekstremt fascineret af det, der kom til at foregå.

For det første synes jeg altid, det er en lille smule grænseoverskridende at være nøgen i selskab med folk, jeg ikke kender (eller med folk, jeg kender, for den sags skyld). Jeg er meget lidt blufærdig på mine egne vegne og er egentlig rimelig ligeglad med, om andre ser mig uden tøj på. Men jeg bliver hurtigt blufærdig på andres vegne. Derfor var det en tand underligt at stå fuldstændig Kong Hans og snakke med lige så nøgen russisk kvinde, fordi det jo er så satans svært at finde ud af, hvor man skal kigge hen, eller hvad man skal gøre af sine hænder (ikke fordi jeg stod og fik kinky idéer til fingersjov – men det virker jo dumt, når de bare hænger (sms)). Muligvis blev det også endnu mere akavet, fordi haren og jeg var i gang med at modtage gode råd til, hvordan vi bedst muligt smækkede hinanden i røven med det bundt grene, vi havde fået udleveret. Mere om det senere …

Selve saunaritualet fungerede på den måde, at vi gik ind i et rum, der var afsindigt varmt, og jeg tænkte, at jeg ikke overlevede mange minutter. Det var så inden, jeg fandt ud af, at det slet ikke var blevet varmt endnu. For pludselig begyndte banyamutter at kaste vand ind i rummets kæmpe ovn og vifte luften fra ovnen rundt i rummet. SÅ fandt jeg ud af, hvad varme er. Det kan efter sigende blive over 90 grader derinde, og jeg synes, det er slemt nok at komme igennem en gennemsnitlig dansk sommerdag.

Heldigvis var der ikke så langt til nedkøling – enten ved at trække i en snor, som udløste en spand koldt vand, eller ved at kaste sin (stadig nøgne) krop ned i en kæmpestor træbalje fyldt med lige så koldt vand. Det prøvede vi en del gange, før vi endelig havde gjort os fortjent til at få udleveret grendusken, der havde ligget til opblødning.

Nu kender jeg haren meget godt, men jeg tror aldrig, vi har været helt så tætte på hinanden, som vi kom i dag under saunasmækningsseance med nogenlunde følgende ordudveksling:

”Har du været en slem, slem pige?”
”Ja, jeg har!”
SMÆK!
”Hov … er det for hårdt?”
”Nej, gør det igen!”
SMÆK SMÆK
”Mere?”
”Ja, vildere!”
SMÆK SMÆK SMÆK SMÆK

Jeg synes egentlig, vi formåede at leve os ret godt ind i ritualet, men vi var på ingen måder lige så seje som de to ældre, russiske kvinder, der havde dobbelt op på grene og virkelig fik smækket igennem, så alt vibrerede.

Efter sigende skulle man føle sig som et nyt og bedre menneske med fremragende helbred efter sådan en omgang. Det ved jeg ikke, om jeg gør. Men jeg føler i hvert fald, at jeg har fået udvidet de intime horisonter …

banya

6 kommentarer til “Og sådan fik jeg smæk i røven på en mandag …

    1. Jeg tror også stadig, min krop er i en form for choktilstand. For at skabe lidt kontrast i aktiviteterne har vi tænkt os at kaste os ud i noget så harmløst som en manicure i morgen. Men af en eller anden grund har jeg på fornemmelsen, at også det kan ende med at blive en afsindig oplevelse i Rusland …

  1. Du er sikker på at det ikke var et KGB træningscenter ..? 🙂 😉

    Ved ikke om jeg tør læse historien om manicure eller måske sågar pedicure oplevelser ‘hehehe’ – minder mig om saunabesøg (hvilket jeg elsker som afstressning – har af og til tænkt på når man sidder der helt splitter kong hans – at der måske er en dybere mening med at nogle dyr går med pels hele året – det må være den russiske bjørn(inde) der fik mig til at tænke på det… 🙂

    1. Ja, der har ænderne regnet den godt ud med det dækkende fjerværk. Og alligevel er Anders And blufærdig nok til at have et håndklæde om livet, når han kommer ud af badet …

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: