Da jeg var barn, læste jeg konstant. Helst bøger for voksne. De var spændende, for jeg vidste jo ikke, hvordan det var at være voksen. Jeg vidste kun, hvordan det føltes at være barn i de voksnes vanvittige verden.
I dag læser jeg mest børnebøger eller bøger om børn – fordi jeg har lært, at det som regel er de klogeste. Og jeg kan faktisk ikke komme på en eneste bog om voksne, der har lige så meget visdom og magi og rigtighed i sig som Den lille prins eller Mio, min Mio eller Extremely Loud and Incredibly Close.
Som barn kunne jeg alle bibliotekets reolrækker udenad. Også tegneserierne og magasinerne og faglitteraturen. Der var sjældent andre mennesker, så jeg følte tit, det var min private labyrint fuld af eventyr og hurlumhej og finurligheder og kommende klogskab. Der duftede velkendt af fremmede verdener, og jeg savner den tryghed, som kun fandtes på biblioteket.
For tiden læser jeg alt for lidt. Og jeg kan desværre ikke huske, hvornår jeg sidst har været på biblioteket. Men jeg savnede det forleden, da jeg gik forbi en lille, russisk kasse, som mindede mig om barndommens trygge fremogtilbagetumlen gennem reolrækkernes eventyrlige uendelighed.
PS: Jeg var ikke særlig gammel, da jeg gik på opdagelse i min første historie om Rusland. Og selvom jeg tit ærgrer mig over, at jeg ikke får læst nok, så kan jeg trøste mig med, at det måske er fordi, jeg nu har travlt med at opleve eventyret i virkeligheden.
Skudamuda 