Fra børn og fulde folk – part IV

Jeg har lige været til konfirmation. Endnu en dag i børnehøjde og dermed endnu en dag, hvor jeg blev klogere. For de kloge ved jo, at børn er de allerklogeste i hele verden.

Rejepigen præsenterede mig for eksempel for en interessant form for logik, da jeg spurgte hende, om vi skulle have god mad. ‘Ja, det skal vi, for kokken er nemlig tyk, og det er jo et godt tegn. Er det ikke?’

Jeg kunne ikke finde ud af, om det var mest politisk ukorrekt at svare jo eller nej, så jeg holdt mig til det første. Og fik heldigvis ret.

Den 9-årige åbnede dog op for en lidt mindre positiv form for logik, da vi snakkede om gaver, og jeg fortalte ham, at jeg altså slet ikke havde fået lige så mange penge til min konfirmation. ‘Men moster Bib, det var nok bare fordi, du ikke havde været særlig sød’.

Godt, der er alkohol ad lib til sådan noget festivitas. Det hjælper lidt på styrkelsen af i forvejen svækket selvtillid. Og godt at tænke på, at der allerede i morgen venter Lambrusco-bobler igen. For ingen konfirmation uden en blå mandag!

boern_og_oel

Noget om bøger og barndom

Da jeg var barn, læste jeg konstant. Helst bøger for voksne. De var spændende, for jeg vidste jo ikke, hvordan det var at være voksen. Jeg vidste kun, hvordan det føltes at være barn i de voksnes vanvittige verden.

I dag læser jeg mest børnebøger eller bøger om børn – fordi jeg har lært, at det som regel er de klogeste. Og jeg kan faktisk ikke komme på en eneste bog om voksne, der har lige så meget visdom og magi og rigtighed i sig som Den lille prins eller Mio, min Mio eller Extremely Loud and Incredibly Close.

Som barn kunne jeg alle bibliotekets reolrækker udenad. Også tegneserierne og magasinerne og faglitteraturen. Der var sjældent andre mennesker, så jeg følte tit, det var min private labyrint fuld af eventyr og hurlumhej og finurligheder og kommende klogskab. Der duftede velkendt af fremmede verdener, og jeg savner den tryghed, som kun fandtes på biblioteket.

For tiden læser jeg alt for lidt. Og jeg kan desværre ikke huske, hvornår jeg sidst har været på biblioteket. Men jeg savnede det forleden, da jeg gik forbi en lille, russisk kasse, som mindede mig om barndommens trygge fremogtilbagetumlen gennem reolrækkernes eventyrlige uendelighed.

publib_library

PS: Jeg var ikke særlig gammel, da jeg gik på opdagelse i min første historie om Rusland. Og selvom jeg tit ærgrer mig over, at jeg ikke får læst nok, så kan jeg trøste mig med, at det måske er fordi, jeg nu har travlt med at opleve eventyret i virkeligheden.