Mange har spurgt til det længe. Og lidt for mange gange. Min mormor har i særdeleshed været bekymret (‘Næææj, men bette pi’, sku’ du da æk snart ta’ å få dig sårn bette wen?). Jeg kan nu berolige hele flokken ved at fortælle, at det er sket. Jeg er afsat.
Det foregik endda ved et ægte frieri. Meget uventet. Sådan lidt impulsivt på køkkengulvet, vil jeg nærmest sige. Og ja, det kan da godt være, at ringen var af plastik. Og at manden bag frieriet var den 2-årige. Og ja, det kan da også godt være, at det var en lille smule upassende at sige ja til den slags, når nu jeg har stået fadder til ungen – og at der vel findes en paragraf et sted i loven, som forbyder os at bekræfte vores kærlighed ved en officiel ceremoni. Men alligevel. Det må da tælle for noget.
Jeg synes altid, det er så sjovt, når nogen siger, at alle piger har planlagt deres bryllup, siden de var børn. Da min krop var barn, planlagde jeg ikke særlig meget andet end den næste historie, jeg skulle digte. Og når vi legede, var jeg altid prinsen (på grund af grydefritsen, altså). Når jeg ikke lige var ham den røde fra Turtles (der er vel en grund til, at jeg er så begejstret for frysepizzaer …)
I min rebelske teenageperiode svor jeg, at jeg aldrig nogensinde skulle giftes (hvem prøver jeg at narre? Jeg har jo aldrig turdet være rebelsk. Højst en smule sortpåklædt-for-sjov). Jeg nægtede, at jeg engang i fremtiden ville sige ja til os-to-for-evigt, hvis for evigt kom uden garantibevis. I dag har romantikeren muligvis nok desværre/heldigvis taget over. Fordi jeg gerne vil tro på, at følelsen af at ville nogen så meget kan eksistere. Fordi jeg ved, at den kan eksistere. Og det er vel det, det hele handler om. At tage chancen, krydse alt (undtagen benene) og håbe på det bedste. At springe ud og satse på, at faldskærmen holder. At turde risikere at dø stående i stedet for at leve på knæ. Og at turde sige ja til en på knæ i stedet for at stikke af på stærke, selvstændige fødder.
PS: Den 2-årige og jeg nåede dog frem til en form for fælles konsensus om, at vi selvfølgelig begge har fortjent hinanden, men at vi nok hellere må give slip og se os om efter andre magiske muligheder. Så han er altså stadig ledig på markedet. Ja, jeg siger det bare …
PPS: Det kan godt være, jeg kan skrive sådan helt stille og roligt om det der med at sige ja og tage chancer. Men sandheden er jo, at jeg ville halvdø af skræk, hvis der rent faktisk var nogen, der nævnte noget med os-to-og-alt-det-farlige. Hvis det en dag sker, kan jeg så bare håbe på, at det kommer fra en, som kan førstehjælp …
Skudamuda 
Prins og rød turtle lyder ikke så tosset. Jeg var altid hund, men på den anden side, så havde jeg jo heller ikke grydefrits..:)
Hund – sejt. Det vil jeg også være næste gang. Det er ikke for at blære mig, men jeg er faktisk ret overbevisende til at gø.
(I øvrigt er jeg virkelig ikke meget for at indrømme det, men nu hvor jeg tænker mig om, er jeg ret sikker på, at der findes billeder fra Elsams fastelavnsfest, hvor jeg er klædt ud som brud. I et kostume syet af et gardin. Det må være den ene dag, hvor jeg insisterede på at være et hunkønsbarn).
Oj, havde næsten glemt fastelavn…tror jeg traumatiserede størsteparten af Myrerne (min gruppe i børnehaven) med min version af Asiatiske Pippi Langstrømpe..