Og vi levede lykkeligt …

Mange har spurgt til det længe. Og lidt for mange gange. Min mormor har i særdeleshed været bekymret (‘Næææj, men bette pi’, sku’ du da æk snart ta’ å få dig sårn bette wen?). Jeg kan nu berolige hele flokken ved at fortælle, at det er sket. Jeg er afsat.

Det foregik endda ved et ægte frieri. Meget uventet. Sådan lidt impulsivt på køkkengulvet, vil jeg nærmest sige. Og ja, det kan da godt være, at ringen var af plastik. Og at manden bag frieriet var den 2-årige. Og ja, det kan da også godt være, at det var en lille smule upassende at sige ja til den slags, når nu jeg har stået fadder til ungen – og at der vel findes en paragraf et sted i loven, som forbyder os at bekræfte vores kærlighed ved en officiel ceremoni. Men alligevel. Det må da tælle for noget.

Jeg synes altid, det er så sjovt, når nogen siger, at alle piger har planlagt deres bryllup, siden de var børn. Da min krop var barn, planlagde jeg ikke særlig meget andet end den næste historie, jeg skulle digte. Og når vi legede, var jeg altid prinsen (på grund af grydefritsen, altså). Når jeg ikke lige var ham den røde fra Turtles (der er vel en grund til, at jeg er så begejstret for frysepizzaer …)

I min rebelske teenageperiode svor jeg, at jeg aldrig nogensinde skulle giftes (hvem prøver jeg at narre? Jeg har jo aldrig turdet være rebelsk. Højst en smule sortpåklædt-for-sjov). Jeg nægtede, at jeg engang i fremtiden ville sige ja til os-to-for-evigt, hvis for evigt kom uden garantibevis. I dag har romantikeren muligvis nok desværre/heldigvis taget over. Fordi jeg gerne vil tro på, at følelsen af at ville nogen så meget kan eksistere. Fordi jeg ved, at den kan eksistere. Og det er vel det, det hele handler om. At tage chancen, krydse alt (undtagen benene) og håbe på det bedste. At springe ud og satse på, at faldskærmen holder. At turde risikere at dø stående i stedet for at leve på knæ. Og at turde sige ja til en på knæ i stedet for at stikke af på stærke, selvstændige fødder.

foto-45

PS: Den 2-årige og jeg nåede dog frem til en form for fælles konsensus om, at vi selvfølgelig begge har fortjent hinanden, men at vi nok hellere må give slip og se os om efter andre magiske muligheder. Så han er altså stadig ledig på markedet. Ja, jeg siger det bare …

PPS: Det kan godt være, jeg kan skrive sådan helt stille og roligt om det der med at sige ja og tage chancer. Men sandheden er jo, at jeg ville halvdø af skræk, hvis der rent faktisk var nogen, der nævnte noget med os-to-og-alt-det-farlige. Hvis det en dag sker, kan jeg så bare håbe på, at det kommer fra en, som kan førstehjælp …

Anden-dags-tømmermændene taler det utydelige sprog

Tømmermænd er trygge. Det er den eneste form for mænd, der har et helt igennem gennemskueligt reaktionsmønster. Og du ved som regel på forhånd, hvornår de forlader dig. Jeg er vågnet op med dem igen i dag. Dem alle sammen. Min seng er fuld af mænd, men jeg er alligevel alene.

Det bedste ved at have tømmermænd to dage i træk er helt klart, at pizza-brochuren allerede ligger klar ved siden af sengen. Da jeg rakte ud efter den, kom jeg i tanke om tre ting:

1. Man kan nok ikke bestille pizza kl. 7.06 om morgenen, når man bor på en ø (kom til at skrive ’øl’ – Freudian slip), der ikke udelukkende er lavet af lort.

2. I mit urengjorte, udskiftningsparate køleskab findes der faktisk en komplet rest-pizza fra tømmermændene i går. Alt er godt. Næsten. For

3. Jeg har faktisk ikke lyst til at spise noget. Og har heller ikke lyst til at få lyst til det.

Tømmermændene i går blev udnyttet konstruktivt. Solsorten blev for at holde mig med selskab og spise pizza. Den største beslutning, vi skulle træffe, var, hvad der skulle smækkes på dvd-afspilleren. Den indlysende idé var selvfølgelig ’Min søsters børn’. Den gode. Den med landsfis’kalen og champagne og kaviar. Men den har vi næsten lige set. Så vi besluttede os for at springe i en serie. Valget faldt på ’Nynne’.

Jeg har før nævnt mine neuroser. De er trofaste. En af dem insisterer blandt andet på at tage alt i den rigtige rækkefølge. Specielt når det kommer til serier. Man starter ikke med afsnit 4, selvom man godt kan få lyst til det, hvis man for eksempel ser ‘Matador’ (hukommelsesopfriskning: Afsnit 4 er der, hvor Elisabeth og Kristen møder hinanden for første gang. De bliver umuligt forelskede og kan ikke få hinanden. Før  afsnit 23. Mange spildte år senere. Afsnit 4 er mit yndlings-afsnit. Fordi de griner på den helt rigtige måde og ved, at de hører sammen).

Jeg er inde i en periode, hvor jeg forsøger at gøre oprør mod neuroserne på bedste teenage-manér. I går var jeg meget, meget modig. Jeg fik nemlig lyst til at starte med det sidste afsnit af ’Nynne’-serien. Det med den lykkelige slutning. For hvorfor bruge tid på alt det ind imellem – alle ydmygelserne, alle sorgerne, alle bommerterne, alle fejlene – når man kan springe direkte til den lykkelige slutning? It’s my party, and I’ll springe-alt-det-svære-over if I want to!

Solsorten var frisk på idéen, så jeg fodrede dvd-afspilleren med den sidste skive i rækken. Den nægtede at spise, hvad den fik serveret. Jeg prøvede alt. Tjekkede stikkene, slukkede maskinen, skiftede batterier i fjernbetjeningen, startede forfra. Ingenting hjalp. Vi var lige ved at give op, og jeg fik pizza-stress, fordi maden var ved at blive kold, og en anden af mine neuroser siger mig, at jeg først må gå i gang med at spise, når der er styr på situationen (i dette tilfælde dvd-afspilleren – situationen i det hele taget får jeg nok aldrig styr på). Men så var det, jeg kom i tanke om, at det måske slet ikke var afspilleren, men skiven, der var noget galt med. Derfor prøvede jeg at sætte det første afsnit af serien på. Som virkede fint.

Jeg blev vildt provokeret over dvd-afspillerens signaler. Hvad fanden ligner det at insinuere, at man ikke kan skyde genvej, skrotte den lange rute på den gule stenvej og springe direkte til herfra-og-til-evigheden-kærlighed? Jeg var rasende. Men så så jeg første afsnit. Og det var faktisk meget godt. Kaotisk godt på den måde, hvor man ved, at alt det rigtig gode venter efter alt det besværlige. Jeg har set den serie mange gange. Den gør mig tryg. Men i dag tror jeg, den skal skiftes ud. Ny serie, ny vej, ny happy ending. Jeg ved endnu ikke, hvad valget falder på, men jeg ved, at jeg starter med første afsnit. Og forsøger at slutte med det sidste.

Nyforelsket i neon

Indrømmet, forelskelse er ikke noget, der kommer legende let til mig. Sådan var det i hvert fald engang. Nu føler jeg alt for alle og alting på én gang – og særligt meget for neon. Før i tiden gik jeg altid helt i sort, men så kom neon som en tyv om natten og stjal min mørke tomgangsgarderobe. Lige nu er det hele fest og farver og glade dage, men nervøsiteten er også begyndt at melde sig, fordi jeg ved, at der kommer et tidspunkt, hvor neon og jeg skal afgøre, om den hede flirt blot er en flygtig forelskelse, eller om der kan være tale om én-gang-hvert-hundrede-år-miraklet: evig kærlighed.

Jeg tror og håber mest på det sidste, men det baner vejen for en større problematik. Neon er forholdsvis acceptabelt lige nu, fordi mode-diktatorerne har vendt tommelfingeren opad, men erfaringerne siger mig, at den positive tilgang til neon laver en 180’er, så snart mode-diktatorerne pludselig dikterer noget med afdæmpet, knækket hvid. Og hvad skal der så ske med min og neons potentielle herfra-og-til-evigheden-kærlighed?

Ugler var top moderne på et tidspunkt, og for dem, der ikke kan slippe kærligheden til det lille, betuttede dyr med de store, kloge øjne, er det stadig muligt at snige en diskret ugle ind i en halskæde eller på et par sokker. Men det er forholdsvis umuligt at snige et diskret stykke med neon ind i et ellers så moderigtigt, knækket hvidt outfit. Og hvad gør jeg med min elskede T-shirt med den overdimensionerede neon-ugle? Den eventuelle leverandør af løsning på problematikken vil modtage evig Skudamuda-taknemmelighed – bøjet i neon, naturligvis.

PS: Hvad fanden er knækket hvid egentlig? Og hvem har knækket det? Og hvor er det knækket? Og kan det repareres?