Nyforelsket i neon

Indrømmet, forelskelse er ikke noget, der kommer legende let til mig. Sådan var det i hvert fald engang. Nu føler jeg alt for alle og alting på én gang – og særligt meget for neon. Før i tiden gik jeg altid helt i sort, men så kom neon som en tyv om natten og stjal min mørke tomgangsgarderobe. Lige nu er det hele fest og farver og glade dage, men nervøsiteten er også begyndt at melde sig, fordi jeg ved, at der kommer et tidspunkt, hvor neon og jeg skal afgøre, om den hede flirt blot er en flygtig forelskelse, eller om der kan være tale om én-gang-hvert-hundrede-år-miraklet: evig kærlighed.

Jeg tror og håber mest på det sidste, men det baner vejen for en større problematik. Neon er forholdsvis acceptabelt lige nu, fordi mode-diktatorerne har vendt tommelfingeren opad, men erfaringerne siger mig, at den positive tilgang til neon laver en 180’er, så snart mode-diktatorerne pludselig dikterer noget med afdæmpet, knækket hvid. Og hvad skal der så ske med min og neons potentielle herfra-og-til-evigheden-kærlighed?

Ugler var top moderne på et tidspunkt, og for dem, der ikke kan slippe kærligheden til det lille, betuttede dyr med de store, kloge øjne, er det stadig muligt at snige en diskret ugle ind i en halskæde eller på et par sokker. Men det er forholdsvis umuligt at snige et diskret stykke med neon ind i et ellers så moderigtigt, knækket hvidt outfit. Og hvad gør jeg med min elskede T-shirt med den overdimensionerede neon-ugle? Den eventuelle leverandør af løsning på problematikken vil modtage evig Skudamuda-taknemmelighed – bøjet i neon, naturligvis.

PS: Hvad fanden er knækket hvid egentlig? Og hvem har knækket det? Og hvor er det knækket? Og kan det repareres?