Toppen af top utjekket

Jeg ved ikke, hvorfor behovet for at gennemgå egen selvopfattelse er specielt stærkt lige nu. Måske er det sådan en januarting. En ’Åh-gud-nyt-år-hvad-sker-der-hvad-skal-jeg-hvem-er-jeg’-ting (og er det i øvrigt ikke noget med, at det er lidt mere legalt at være i krise i januar, end det er resten af året? Junikrise lyder bare ikke helt lige så hårrivende frustrerende som januarkrise).

Forleden fik jeg konstateret, at jeg stadig ikke kan tillade mig at fjerne ’tæt på’ foran godhjertet. Formodentlig (forhåbentlig) kommer jeg aldrig nogensinde til at kunne det. Og helt ærligt – folk, der er hundrede procent gode, er sgu da også en lille smule øretæveindbydende irriterende og røvkedelige, er de ikke? Eller er det misundelsen, der snakker?

Indtil nu troede jeg dog, at jeg muligvis havde overdrevet en lille smule, da jeg tilføjede et ’top’ foran utjekket. For ja, jeg er ret utjekket på mange måder. Jeg kan stadig fare vild hos min tandlæge, i en elevator og på herretoilettet. Jeg har stadig ikke helt lært at bedømme, hvornår det er (u)passende at gøgle med kroppen, at gramse på forkerte lår eller at gå i gulvet uden varsel. Jeg har heller ikke helt lært at finde en passende balance mellem min neonentusiasme på den ene side og normalpåklædningsopfattelsen på den anden side.

Men der er et punkt, hvor jeg føler, jeg ligger et godt stykke over gennemsnittet i forhold tjekkethed. Jeg er god til at huske aftaler. Jeg dobbelttjekker altid datoer i min kalender. Det er en af mine helt store neuroser. Ubalance på aftalekontoen skaber næsten større nedsmeltning end tanken om kun at tjekke komfuret to gange, inden jeg forlader lejligheden.

Jeg ved ikke, hvad der sker med mig for tiden. Jeg ved ikke, hvor mit hoved eller mine tanker er henne. Men det nye år har budt på afvigelser af værste skuffe på min eneste tjekkede tjekliste. Det startede allerede 2. januar, hvor jeg hev min krop ud af sygesengen og ned til alternativ massage (den hysterisk hulkende slags). Kun for at få spørgsmålet: ’Du hedder ikke Christian, vel’ fra tydeligt andendagstømmermændsramt receptionist. Jeg var dukket op den forkerte dag. Min aftale var den 3. Hvor jeg ikke kunne. Den slags sker ALDRIG for mig.

Flere frygtelige oplevelser i den dur fulgte og blev toppet i går, hvor jeg til skræk og rædsel opdagede, at jeg alligevel ikke har købt en tur til New York i påsken. Jeg har købt en rejse de datoer, hvor påsken lå sidste år. En uge efter resten af verden har pustet æg og spist lammesteg, eller hvad man ellers plejer at gøre for at markere den hellige faders enbårne søns dødsdag. Sådan noget har jeg ALTID styr på (altså ikke de religiøse mærkedage – men mine rejsedage). Jeg var i chok. Det hjalp ikke engang, da jeg forsøgte at undskylde fejlen med, at det da fandeme er åndssvagt, at der er konsensus om, at frelseren har fødselsdag på samme dag hvert år (ligesom alle andre dødelig), men at hans dødsdato rykker rundt efter nogle åndssvage regler, som jeg aldrig lærer at regne ud.

Nedsmeltningen blev toppet, da jeg i går eftermiddags stod i lufthavnen med haren. Vi skulle til London, men inden vi nåede så langt, skulle vi forbi security – et farligt sted for en helspekulerende type med angst for autoriteter. Tjekmanden kiggede først på min billet, så op på mig, så ned på billetten igen, så op på mig igen, hvorefter han rynkede panden, sendte mig et autoritetsagtigt blik og sagde ’Du skal først rejse i morgen’. Jeg gik i spontanpanik og forsøgte at pippe et ’Neeej’, hvilket fik ham til endnu mere tørt at gentage: ’Du skal først rejse i morgen’. Der gik op til flere forfærdeligt pinagtige sekunder, inden han begyndte at grine, gav mig min billet tilbage og sagde, at jeg bare kunne gå videre.

Jeg er åbenbart ikke kun utjekket. Jeg er også bundnaiv. Normalt er jeg ret stor fan af ironi. Jeg bruger det selv så dagligt som muligt. Men lige præcis i går havde jeg meget gerne været det foruden. Ærgerligt, at det ikke er tilladt at uddele smølfespark til øretæveindbydende autoritetstyper (men der findes vel ingen regler om, at man ikke må sende et enkelt et af sted i tankerne …)

keep_calm

PS: Jeg kom til London. Og jeg er her stadig. Forhåbentlig rammer jeg København igen i morgen aften. Hvis guderne og EasyJet og mit eget hoved ellers kan finde ud af at samarbejde. Ellers ses vi måske på den anden side af påske. Hvornår det så end er …

Det var mig der ikke gjorde det

Min revisor ringede til mig. For to uger siden. Og sagde, at jeg skulle sende mine bilag til ham. Det har jeg ikke gjort endnu. Jeg ved ikke helt, hvilke bilag han refererede til, men jeg turde ikke at spørge. Sidst, jeg spurgte ham om noget, blev jeg nødt til at bede ham om at tale til mig, som om jeg var fem år gammel. Han kvitterede ved at gentage sætninger som ‘beskatningsrater under virksomhedsordningens gældende regler inden for lovgivningen omkring selvstændig virksomhedsdrift’. Jeg blev bange. Og er det stadig. Fordi jeg ikke har sendt ham det, jeg ikke ved, hvad er, som han gerne vil have. Det får mig til at frygte, at jeg er blevet placeret allerøverst på revisorernes samlede sorte liste over umulige og ulydige store og små fisk.

I min verden er en revisor en form for autoritet. Autoriteter er jeg helt grundlæggende angst for. De får mig altid til at føle, at jeg har gjort noget galt. Det falder mig slet ikke ind, at revisorer rent faktisk tjener penge på folk som mig, og at det er deres job at hjælpe mig. Bankrådgivere er endnu værre. Sidst min bankrådgiver ringede og skældte mig ud på grund af overtræk, blev jeg så bange, at jeg sendte ham en lang mail, hvor jeg fortalte løst og fast om mit liv, mine problemer, og alt det der gjorde tilværelsen kompliceret for en halvneurotisk, hel-spekulerende type med et afsindigt neonforbrug og et muligvis lidt for højt alkoholforbrug. Sådan en type, som i øvrigt var single på nogen-og-tyvende år og derfor alene skulle stå for alle, ALLE, udgifter. Også udgifterne til de kanaler i tv-pakken, som det faktisk kun er kærestetyper, der ser. For eksempel. Eller noget. Kort tid efter fik jeg et brev om, at jeg havde fået en ny bankrådgiver. En ung kvinde.

Der findes dog autoriteter, der er endnu mere farlige end både revisor-type og bankrådgiver-type. Toldvæsen-type for eksempel. Jeg kan ikke forlade en lufthavn uden at se mistænkeligt skyldig ud. På trods af at jeg aldrig kunne finde på at smugle så meget som et par pink plyshåndjern (modsat andre, jeg muligvis kender). Engang blev jeg hevet ind til tjek. I Norge. Ingen burde frygte en nordmand. De kan jo ikke råbe. Og jeg er i tvivl om, hvorvidt de overhovedet har fængsler deroppe. Alligevel var jeg lige ved at begynde at græde. Og det blev mere kritisk, da toldvæsen-type krævede en forklaring på, hvorfor jeg havde kufferten fuld af brugt undertøj – på udrejsen. Endnu værre var det, da jeg blev stoppet i tolden i Frankrig og til offentlig skue fik vendt bunden i vejret på min taske, som indeholdte 17 kondomer og 11 pakker glidecreme af mærket ‘Københavns Kommune’. Fransk toldvæsen-type kunne umuligt have forståelse for, at varerne mod min viden var blevet placeret der en morgen klokken cirka 6.13 på Cosy, hvor guldfisken og tusindbenet syntes, det var en rigtig god idé at fylde alle de små, hemmelige rum i tasken med en form for overraskelses-gaver. Jeg fik dog lov at gå uden videre tiltale, selvom jeg først uskyldigt havde påstået, at jeg bestemt ikke havde nogen former for væske med. Toldvæsen-typen lignede mest en, der havde ondt af mig, fordi jeg tilsyneladende havde haft en noget mindre aktiv ferie, end jeg havde håbet på.

Et sted midt imellem de tre findes parkeringsvagt-typen. Jeg sniger mig om hjørnerne, hver gang jeg ser en. Specielt efter de har fået de nye, endnu-mere-autoritære uniformer. Fik jeg sagt, at jeg aldrig har ejet en bil? Måske jeg en dag skulle prøve at analysere lidt på, om den der irrationelle skyldfølelse muligvis bunder i noget dybere.