Held i lykkeklat

Jeg er blevet skidt på. Fra oven. Først troede jeg, at nogen havde tyret en tennisbold tværs over kanalen og ramt mig i ryggen. Så chokerende voldsomt føltes det. Men det kan åbenbart godt gøre ondt at blive ramt af en lort, hvis bare den er stor nok. Sådan lærer man noget nyt hele tiden …

Jeg er nu næsten kommet mig over attentatet og regner med, at krisepsykologen kan afbestilles. Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor det altid skal gå ud over mig. Jeg kan nævne fire situationer i løbet af de sidste par år, hvor jeg er blevet skidt på af en fugl, mens jeg har siddet i solen ved siden af guldfisken og drukket mig i hyggehegnet. Ikke en eneste gang er hun blevet ramt. Der er noget lorent ved den statistik.

Uglen mener, det måske er fordi, jeg ser anderledes ud end alle andre 200 meter oppefra. Og han burde jo vide, hvad han taler om, når nu han er en ugle. Men jeg havde altså dækket neontøjet til og alt muligt, da jeg blev ramt i går. Det er ikke fair!

Eller måske er det. For det er jo noget med, at der er held i den slags klatter. Og jeg synes faktisk, at jeg er ud over det sædvanlige heldig for tiden. Det føles så godt, at jeg hellere end gerne agerer skydeskive for en klat eller to mere, hvis det betyder, at alt bliver ved med at være skidegodt.

PS: Nu ved jeg godt, man skal passe på med at stille for mange krav, men når nu klatten var så enorm, tænker jeg, at heldet måske kan spredes lidt ud og ramme mig på flere områder. Så for en sikkerheds skyld har jeg givet heldet alle muligheder for at vise, hvad det kan, når det kommer til sådan noget med tal …

lotto

New York om morgenen

New York er verdens længste gåtur. For mig. Den startede for snart tre år siden. Måske slutter den aldrig (mere om den senere).

I går morges var den kold. Så rockerkold, at mine fingre måtte pustes varme for at kunne skrive en kort sms fra en bro. Jeg er landet i byen, der aldrig sover. Men klokken 6 var den vågen med lukkede øjne. Jeg fik lov til at tulre rundt i et par timer helt ubemærket, selvom jeg var pakket ind i neon i alle tænkelige nuancer. Og mine øjne fik lov til at se byen på en helt ny måde.

Det kan godt være, gåturen muligvis aldrig slutter. Men det er sgu ret fantastisk at vide, at jeg nu har en klar fornemmelse af, hvor jeg vil hen …

1lafayette 2canalstreetst 4sprinkleraliens 5listening 6bb 7solopgang 8bb2 9bb3 10wrongway 11alien2 12newshoes 13loveme

Her kommer solen

Jeg troede, jeg skulle over til kulde. Frost og blæst. Eller som minimum regn. Masser af det. Jeg elsker at tage fejl. Og jeg elsker den krilrende følelse, der fulgte med årets første forårstegn.

London var ti grader og sol, der skinnede helt ned i tuben, hvor en jazzfyr sang ’All of Me’ på den helt rigtige måde, mens tonebolden blev kastet videre til en gut på gaden, som fløjtede ’Here Comes the Sun’, så det næsten kunne høres helt ind i butikken, hvor en halvlækker ekspedient spurgte: ’Are you alright my love’ med en stemme, der let kunne gøre en helspekulerende type hyggeblød i knæene.

Det var tur i teatret med den lækreste hare – omringet at hundredvis af seje, vilde skabninger, der konkurrerede om, hvem der gav den største fuck hvad angår normale menneskers fordomme (selv hvis jeg havde iført mig alt mit neon på én gang, ville jeg stadig føle mig underdressed. Skønt). Og det var lykkelig genforening med stykket, som man muligvis ikke kan sætte ordentligt pris på, med mindre man har lært at elske det i teenageårene. Som udskudsdansker i München eller indskudsdansker i Avedøre. Jeg blev rørt (om ikke på den bedste måde så i hvert fald på den næstbedste …)

elefantoelPS: London var heldigvis også spontanmøder med venner, små burgere, der burde være større, snak om Hr. Sten, skoshopping og solbrilleprøvning. Og Elefantøl. Den helt rigtige slags.

Toppen af top utjekket

Jeg ved ikke, hvorfor behovet for at gennemgå egen selvopfattelse er specielt stærkt lige nu. Måske er det sådan en januarting. En ’Åh-gud-nyt-år-hvad-sker-der-hvad-skal-jeg-hvem-er-jeg’-ting (og er det i øvrigt ikke noget med, at det er lidt mere legalt at være i krise i januar, end det er resten af året? Junikrise lyder bare ikke helt lige så hårrivende frustrerende som januarkrise).

Forleden fik jeg konstateret, at jeg stadig ikke kan tillade mig at fjerne ’tæt på’ foran godhjertet. Formodentlig (forhåbentlig) kommer jeg aldrig nogensinde til at kunne det. Og helt ærligt – folk, der er hundrede procent gode, er sgu da også en lille smule øretæveindbydende irriterende og røvkedelige, er de ikke? Eller er det misundelsen, der snakker?

Indtil nu troede jeg dog, at jeg muligvis havde overdrevet en lille smule, da jeg tilføjede et ’top’ foran utjekket. For ja, jeg er ret utjekket på mange måder. Jeg kan stadig fare vild hos min tandlæge, i en elevator og på herretoilettet. Jeg har stadig ikke helt lært at bedømme, hvornår det er (u)passende at gøgle med kroppen, at gramse på forkerte lår eller at gå i gulvet uden varsel. Jeg har heller ikke helt lært at finde en passende balance mellem min neonentusiasme på den ene side og normalpåklædningsopfattelsen på den anden side.

Men der er et punkt, hvor jeg føler, jeg ligger et godt stykke over gennemsnittet i forhold tjekkethed. Jeg er god til at huske aftaler. Jeg dobbelttjekker altid datoer i min kalender. Det er en af mine helt store neuroser. Ubalance på aftalekontoen skaber næsten større nedsmeltning end tanken om kun at tjekke komfuret to gange, inden jeg forlader lejligheden.

Jeg ved ikke, hvad der sker med mig for tiden. Jeg ved ikke, hvor mit hoved eller mine tanker er henne. Men det nye år har budt på afvigelser af værste skuffe på min eneste tjekkede tjekliste. Det startede allerede 2. januar, hvor jeg hev min krop ud af sygesengen og ned til alternativ massage (den hysterisk hulkende slags). Kun for at få spørgsmålet: ’Du hedder ikke Christian, vel’ fra tydeligt andendagstømmermændsramt receptionist. Jeg var dukket op den forkerte dag. Min aftale var den 3. Hvor jeg ikke kunne. Den slags sker ALDRIG for mig.

Flere frygtelige oplevelser i den dur fulgte og blev toppet i går, hvor jeg til skræk og rædsel opdagede, at jeg alligevel ikke har købt en tur til New York i påsken. Jeg har købt en rejse de datoer, hvor påsken lå sidste år. En uge efter resten af verden har pustet æg og spist lammesteg, eller hvad man ellers plejer at gøre for at markere den hellige faders enbårne søns dødsdag. Sådan noget har jeg ALTID styr på (altså ikke de religiøse mærkedage – men mine rejsedage). Jeg var i chok. Det hjalp ikke engang, da jeg forsøgte at undskylde fejlen med, at det da fandeme er åndssvagt, at der er konsensus om, at frelseren har fødselsdag på samme dag hvert år (ligesom alle andre dødelig), men at hans dødsdato rykker rundt efter nogle åndssvage regler, som jeg aldrig lærer at regne ud.

Nedsmeltningen blev toppet, da jeg i går eftermiddags stod i lufthavnen med haren. Vi skulle til London, men inden vi nåede så langt, skulle vi forbi security – et farligt sted for en helspekulerende type med angst for autoriteter. Tjekmanden kiggede først på min billet, så op på mig, så ned på billetten igen, så op på mig igen, hvorefter han rynkede panden, sendte mig et autoritetsagtigt blik og sagde ’Du skal først rejse i morgen’. Jeg gik i spontanpanik og forsøgte at pippe et ’Neeej’, hvilket fik ham til endnu mere tørt at gentage: ’Du skal først rejse i morgen’. Der gik op til flere forfærdeligt pinagtige sekunder, inden han begyndte at grine, gav mig min billet tilbage og sagde, at jeg bare kunne gå videre.

Jeg er åbenbart ikke kun utjekket. Jeg er også bundnaiv. Normalt er jeg ret stor fan af ironi. Jeg bruger det selv så dagligt som muligt. Men lige præcis i går havde jeg meget gerne været det foruden. Ærgerligt, at det ikke er tilladt at uddele smølfespark til øretæveindbydende autoritetstyper (men der findes vel ingen regler om, at man ikke må sende et enkelt et af sted i tankerne …)

keep_calm

PS: Jeg kom til London. Og jeg er her stadig. Forhåbentlig rammer jeg København igen i morgen aften. Hvis guderne og EasyJet og mit eget hoved ellers kan finde ud af at samarbejde. Ellers ses vi måske på den anden side af påske. Hvornår det så end er …

Den første dag

Der er et eller andet helt specielt nervepirrende spændende ved at tage hul på første dag i et nyt år. Sådan føles det i hvert fald på den sidste dag i det gamle år. Fordi ordet nyt (muligvis fejlagtigt) bliver forvekslet med godt. Men hvis man laver en statistik (ikke at jeg vil forsøge mig med tal), tror jeg, den vil vise, at første januar er årets største opslåningsdag. Tømmermændene lægger sig, og folk går fra hinanden. Fordi de har dummet sig, fordi de er blevet udsat for andre fristelser, fordi de bliver i tvivl. Fordi de føler sig tvunget til at tage deres liv op til revision på grund af et tolvtal, der blev til et trettental.

Men det var slet ikke det, jeg ville skrive om. For jeg har ikke nogen at slå op med, så hvem er jeg til at snakke? Til gengæld har jeg et øre, som ikke kan høre. Det begyndte at strejke på ondeste vis i går aftes, og dermed hoppede jeg ind i det nye år på en cocktail af Panodil og Ipren. Da jeg talte i telefon med manden fra lægevagten, som havde trukket nytårstjansen, glemte han at minde mig om, at man skal være varsom med at blande smertestillende og afsindige mængder alkohol (man skal nok bare være varsom med afsindige mængder alkohol sådan helt generelt). Måske troede han, at det gav sig selv. Eller også troede han, at jeg var et barn, og der derfor slet ikke var nogen risiko for, at jeg ville fylde mig med procenter. Tilsyneladende er mellemørebetændelse nemlig kun noget, børn får. Der kunne jeg så fortælle, at min papfar har lagt sig med samme problem. Men han ønskede sig selvfølgelig også primært ting til sin togbane i julegave.

Jeg troede, jeg ville vågne op med spænding i maven på trettenerens første dag. Måske endda kriller. Jeg vågnede op med en ubændig trang til at amputere højre side af mit hoved. Sammen med den del af min krop, hvor tømmermændene sidder (altså alt fra knæene og op). Hvis lægen havde mindet mig om det med alkoholen i telefonen, og jeg havde valgt at lytte (med det raske øre), kunne jeg muligvis have undgået at padle rundt i bunden af min brusekabine to gange inden klokken otte. Men benene forsvandt under mig, og det tog en hel del overtalelse, før de indvilligede i at bære mig ned mod lægevagten.

Da jeg gik forkert for anden gang og endte for enden af en blind vej, gjorde jeg det eneste rigtige. Jeg sparkede til et wannabe-baobabtræ. Så hårdt jeg overhovedet kunne. Det fik jeg ret meget ud af. Blandt andet en meget øm storetå og en frygteligt forskrækket pegetå (jeg sender god karma til den, der kan fortælle mig, hvad tå nummer to egentlig hedder). Og så fik jeg alt det regnvand i hovedet, som havde ligget og hygget sig oppe i træet. Det var specielt rart, fordi jeg netop havde kæmpet for at tørre mit hår uden at besvime igen.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor kirkegårde og kapeller ligger i forlængelse af hospitalerne. Det opmuntrer vel ikke ligefrem folk til at hænge i? Men det kunne jeg i princippet være ligeglad med, for jeg havde jo bare ondt i øret. Det sagde jeg også til den alt for pæne turnuslægetype, da han stak en kold metaldims ind for at stille den diagnose, som jeg allerede kendte. Det var svært at snakke, når jeg samtidig skulle koncentrere mig om at holde vejret. Så han ikke kunne lugte, at jeg stadig var fuld. Der burde være en lov om, at man ikke må sende pæne mænd på arbejde, når singletyper stinker af sprut og er iklædt en fejlagtig kombi af grå joggingbuks og neon. Og så burde underviserne på medicinstudiet i øvrigt også afsætte tid til at forklare de internationale regler for benflirt. Så en bagstiv, helspekulerende type ikke behøver at blive forvirret over, hvad det egentlig er, der foregår, når tresekundersreglen for fysisk kontakt overskrides med adskillige minutter.

Og så synes jeg, man bør afskaffe døre. For jeg kan åbenbart ikke finde ud af at bruge dem. Heller ikke i år. Men så var det rart, at turnuslægetypen havde overskud til lige at forklare, hvad en lås er, og hvordan den fungerer sådan i al almindelighed. Han havde dog ikke tid til at følge mig helt ud. Det var ærgerligt, for det ville måske have sparet mig for endnu en vildfaring. Jeg er bange for hospitaler, og jeg er endnu mere bange for den slags, jeg ikke kan finde ud af. Jeg gik forbi venteværelset, tog elevatoren ned, drejede rundt om mig selv, gik op ad trappen, forbi samme venteværelse (nu med forundrede tilskuere), tog elevatoren ned. Igen. Drejede rundt om mig selv. Igen. Snuppede en ekstra halv runde. Havnede på en alt for akut gang. Den lange med lyset for enden. Skyndte mig tilbage til trappen. Valgte nu at tage de trin, der gik nedad. Endte i en øde baggård, jeg aldrig havde set før. Men i det mindste var jeg ude. I sikkerheden.

Og jeg fandt ned på apoteket og købte for 256 kroner blandet. Nu med oversvømmelse i øjenkrogen af ydmygelse og ondthed. Det er faktisk ikke så svært bare at betale. Skulle man tro. Men inden jeg nåede dertil, kom jeg til at kaste sytten identiske kvitteringer på 900 kroner fra min pung op i luften. Og ind mod den flinke apotekerpige, som hjalp mig med at samle dem sammen og diskret spurgte, om jeg havde hørt om deres nye chat-konsultationer. Det var sagt i den bedste mening, er jeg sikker på. Og det var ikke helt okay, at jeg følte trang til at råbe.

Men jeg råbte ikke. Selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Jeg er jo en pæn pige. Jeg sagde tak, tørrede øjnene, tog imod de medicinske redningspakker og mine gamle kvitteringer (som jeg altså virkelig bør smide ud). Og så gik jeg hjem. I regnvejr. Forbi brugte batterier og vådt, gråt pap, som engang indeholdt noget flot.

roskildePS: Måske lyder det ikke sådan. Men jeg er stadig optimistisk. Jeg ligger ned på en mere stående måde, end jeg plejer. Og jeg tror på, det går fremad nu. Jeg er jo trods alt både vågen og i live. Og hvem ved – tretten viser sig måske at være en meget god legeplads …

En ulv i neonklæder

Personlighedsanalyse skal åbenbart følges op med sådan en hel dag, hvor analysen analyseres i samarbejde med kolleger. Den slags er ikke kun skræmmende, men viste sig faktisk også at være interessant. På den skræmmende måde, selvfølgelig*.

Konklusionen på tidligere personlighedsanalyse-samtale viste, at jeg åbenbart er håbløst godtroende på grænsen til det naive – med risiko for at blive skuffet gang på gang på gang. Efter i dag kan jeg fortælle, at jeg tilsyneladende også er den analyserende type, som ikke kan regne og aldrig nogensinde ville have en jordisk chance for at overleve på månen (til gengæld er der ingen risiko for, at jeg ville gå ned på ubrugelige tændstikker, hvis jeg skulle havne i en månelig nødssituation).

Mine kolleger har været igennem samme analyse, og vi blev alle sammen plottet ind i sådan et koordinatsystem, så vi kunne se, hvor vi lå i forhold til resten. Vi var hver især repræsenteret i form af en farvet prik. De fleste farvede prikker lå i par side om side.  Den slags par-prikker var fine og små og neonfarvede. Grønne og pink og den slags. Min var stor og sort og lå for sig selv i sit helt eget hjørne. Det kunne jeg så tænke over, mens jeg følte mig en lille smule malplaceret i hesteskoen, hvor jeg sad og rystede lidt i min neontop og flyttede uroligt rundt på mine neonsko. Som en ulv i neonklæder.

Jeg nåede frem til, at analysen af personlighedsanalysen kan analyseres på flere måder. Måske prøver jeg at være noget, jeg ikke er. Måske bliver jeg misforstået. Måske er det okay at være en stor, sort prik pakket ind i neon. Og måske er det også helt okay at være placeret alene i et hjørne, fordi det muligvis bare betyder, at jeg kan noget andet end de andre. Det kan godt være, jeg ikke kan overleve på månen. Til gengæld ved jeg, at der findes magiske måner. Og det er måske egentlig en meget fin vidensfordeling.

*Apropos skræmmende, så blev dagen kickstartet med ordene: ’Og vi spiser elefanten i tre store mundfulde’. Som om det hele ikke var angstprovokerende nok i forvejen. Jeg blev hylet så meget ud af nedsmeltning ved tanken om elefant-kannibalisme, at jeg slet ikke nåede at forstå, hvad meningen med den sætning egentlig var. Jeg kan derfor kun håbe på, at det var en metafor. Jeg spiste i hvert fald ingen elefanter. Til gengæld spiste jeg alt andet.

Tanker om tid som er gået

Ud over undulatens videooptagelser af en ung Skudamuda, som taber kager og slår knapt-så-flatterende kolbøtter findes der en anden video af mig fra dengang, min krop var barn. Den er optaget 5-6 år senere i Florida På det tidspunkt svarede Miami til månen i min verden, hvor mine hidtil største eventyr talte den allerførste flyvetur til Bornholm (som dog ikke var lige så action-packed som en andens første flyvetur fra samme destination), en charter til Costa del Sol og en række far-mor-og-børn-køreture i Europa.

Men så skete ting og lige pludselig hed det ikke længere far-mor-og-børn men papfar-mor-og-børn. For at ryste den lille, nye familieflok sammen lå der derfor syv flybilletter til Florida under træet juleaften 1995. Først troede jeg, det var løgn. Men den var god nok, og tre måneder senere sad jeg i en jumbo over Atlanten omringet af gamle og nye søstre (det var i øvrigt på den flyvetur, jeg meget højlydt besluttede mig for at stille min ene søster det yderst passende spørgsmål: ’Hvad er en orgasme?’ Hun skylder mig stadig et svar …)

Jeg genså Florida-vidoen for et par uger siden, da jeg var hjemme i verdens-mindste-by. Den mindede mig om gode tider, hvor jeg primært padlede rundt i en pool iført neon-badedragt og var overvældet over alt og alting. Dengang drømte jeg om alle de rejser og eventyr, jeg skulle ud på, når min krop blev voksen. Jeg har gjort en stor indsats for at realisere de drømme (en lidt for stor indsats, ville min bankrådgiver muligvis mene), og nu er jeg tilbage ved udgangspunktet. Det ligner sig selv, selvom alt har ændret sig.

Jeg er lige kommet tilbage på hotellet efter en tidlig morgentur på stranden, hvor jeg tulrede rundt alene og ventede på, at guldfisken og hamsteren vågnede. Miami Beach klokken 7.00 er duft af barbecue, som skal spises i solen. Det er en hjemløs fyr med det vildeste dread-garn, som er venner med alle byens duer. Det er en morgen-brandert-pige i stiletter, som skvatter på fortovet og bliver samlet op af sin fyr. Det er neon i palmer med lange skygger. Det er to børn, der gynger side om side og sikkert godt kan se det fine i, at de ikke gynger helt i takt. Og så er det en ensom måge, der går rundt i sandet uden af have nogen af snakke sjovt med.

Lige om lidt er Miami Beach heldigvis også stedet, hvor en guldfisk, en hamster og en elefant lufter de forsømte bikinier og kigger på livreddere i solen, mens de planlægger, hvilke drinks der skal fyldes i glassene i aften. Og det er nok også stedet, hvor en elefant får en lille nostalgi-nedsmeltning over tid, som er gået.

PS: Muligvis svarede Miami til månen for mig for 16 år siden. Men verden er blevet mindre siden da. Det fandt jeg ud af, da vi i går sad ved stranden med feriens første øl og pludselig spottede journalist-kollega fra København, som har valgt samme tid og sted for sin herretur, som vi har for vores tøsetur. Et af den slags skræmmende tilfælde, som alligevel giver meget god mening …