Mysteriet om den grønne mand

– En kærligheds-krimi i ord og billeder

Jeg fik engang en grøn mand*. Jeg var vild med ham fra starten på den der måde, man kun kan blive det med en mand, som er helt speciel og grøn. Men jeg kunne aldrig finde ud af, om han var lige så vild med mig, eller om han bare blev hos mig, fordi det var trygt og bekvemt.

Han gad aldrig drikke sig fjollet og fuld med mig på den der måde, hvor man griner helt ind i de berusede hjerter

Han sang aldrig for mig i badet på den der måde, hvor jeg vidste, han bare ikke kunne lade være

Han gad aldrig snakke i hundrede år over en romantisk middag på den der måde, hvor jeg bagefter vidste, at det kommer til at give indlysende mening, at jeg har levet, når jeg dør

Han grinede aldrig ad mig eller med mig på den der måde, hvor jeg blev overbevist om, at underlighed er uundværligt

Og han forsøgte aldrig at bespringe mig i sengen. Hvis jeg var heldig, krøb han måske over til min side. Når jeg hjalp ham lidt på vej, altså …

Han gjorde aldrig noget af det, der kunne overbevise mig om, at jeg var værd at elske. Men han stak heller ikke af fra mig. Måske løb han ikke, fordi han manglede ben. Måske blev han, fordi, han havde mindreværdskomplekser over, at han ikke havde noget hoved, og han derfor ikke troede, han kunne få noget bedre end mig. Måske orkede han ikke at forlade mig, fordi han tænkte på, hvor akavet det ville være at tage på dates med nye piger og sætte dem ind i hele situationen omkring, hvorfor han ikke havde arme (og i øvrigt overbevise dem om, at de altså ikke behøvede at assistere ham på toilettet af den grund).

Jeg havde mange spørgsmål til ham, den grønne mand, men jeg turde aldrig at stille dem af frygt for at finde ud af, hvem jeg var i hans ikke-eksisterende øjne. Og nu er det for sent, for en dag, da jeg kom hjem, lå han på gulvet med et hjerte, som ikke slog.

Måske havde det aldrig slået. Jeg havde glemt at mærke efter, fordi jeg havde haft så travlt med at forsøge at regne ud, hvad jeg mon skulle gøre for at blive værdig til hans kærlighed, så hjertet kunne slå for mig. Og nu lå han så der på gulvet og var helt stiv og kold og grøn. Jeg kunne have forsøgt mig med førstehjælp, men jeg har aldrig turdet tage kurset af frygt for at komme til at slå folk ihjel i forsøget på at redde dem. Og hvordan giver man en grøn mand kunstigt åndedræt, når han nu hverken har mund eller hjerte med bankepotentiale?

Jeg gav op – erkendte nederlaget og satte ham op på en piedestal i lejlighedens fineste hjørne, så jeg altid ville blive mindet om ham. Hurtigt glemte jeg, at han egentlig aldrig havde givet mig det, jeg håbede på fandtes, for erindringens syntetiske silhuet var så fin og grøn og perfekt. Jeg har været trygt fanget i troen på, at intet nogensinde kan blive så godt, som det aldrig var med den grønne mand. Det, jeg har tilbage, er en hård og kantet, neon-krop uden hoved, arme eller ben. Solsorten har foreslået, at jeg til vinter kan fylde ham op med varmt vand og bruge ham som varmedunk. Det passer meget fint til min grundlæggende tanke om, at hvis man fylder varme i et andet menneske, har man mulighed for at lune sig hos ham ved den bølgende energi, man selv har givet. Men er det godt nok? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at der står en grøn mand i hjørnet af min lejlighed, som aldrig var levende, men nu er død.

PS: Glemte helt, at det skulle være en krimi … Det var butleren, der gjorde det!

 

* Ja, ja, musvit, jeg ved godt, at jeg ikke har fået-fået ham. Men altså – du må da indrømme, at jeg stadig har mere brug for ham, end du har …