Du-gjorde-det-guld

Det var egentlig slet ikke meningen, men lige pludselig udviklede OL i shopping sig rent faktisk til OL i sport. Nærmere betegnet OL i herrehåndbold. Fire billetter faldt (næsten) ned fra himlen, og selvom jeg ikke er trofast tilskuer, kan jeg godt forvandle mig til sådan en råbende, piftende (jeg øver mig stadig) type i 2×30 minutter, når nu Danmark er på banen. Specielt fordi det samtidig er en fremragende undskyldning for at hælde håndbajere i sig på den der helt primitivt voldsomme måde.

På nogle punkter kan jeg dog godt mærke, at jeg er lidt grøn i sportsverdenen. For eksempel havde jeg ikke helt styr på det der med, at man møder op i gennemført rød-hvide farver, når landsholdet er på banen. Og det var heller ikke helt gået op for mig, hvor meget neon egentlig lyser op i den slags selskab. Rimelig opmærksomhedskrævende type, der tager neon-top på i en hal med 16 kameraer. Da jeg tidligere på dagen havde været en tur i Camden, spurgte en ekspedient mig helt seriøst, om jeg var professionel svømmer, fordi han troede, neon-sagen var en badedragt. Det fik mig til at tænke over to ting: Kunne jeg virkelig ligne sådan et vaskeægte medaljehåb med mine korte stænger? (Han kunne selvfølgelig have kigget på mine gigant-fødder og konstateret, at jeg havde en klar fordel der). Og hvilken professionel svømmer tager sin badedragt på, når hun går på shopping?

Min manglende viden om sport blev dog overgået af min sidemand (kilden har valgt at være anonym, men er kendt af redaktionen), som efter første halvleg spurgte mig, hvor lang anden halvleg så er. Det spørgsmål gjorde mig helt tryg og rolig, og så råbte vi lidt videre – også til de mål, som ikke blev godkendt. Når jeg ikke lige råbte, sad jeg og tænkte lidt over det der med, at jeg nok aldrig kommer til at vinde en medalje for uovertruffen fantastisk sportspræstation. Jeg svømmer som regel kun i selskab med pensionister, og den ene gang, jeg forsøgte mig på en håndboldbane, insisterede min hold”kammerat” på, at jeg blev sat ud på bænken efter første angreb. Men det er helt okay. For i Camden fik jeg en guldmedalje af en fremmed mand, som lignede én, der syntes, jeg havde fortjent den. Den røg straks om halsen, og når jeg tænker over det, synes jeg faktisk, den er lidt sejere end dem, der bliver uddelt på et sportsstadion.