Du-gjorde-det-guld

Det var egentlig slet ikke meningen, men lige pludselig udviklede OL i shopping sig rent faktisk til OL i sport. Nærmere betegnet OL i herrehåndbold. Fire billetter faldt (næsten) ned fra himlen, og selvom jeg ikke er trofast tilskuer, kan jeg godt forvandle mig til sådan en råbende, piftende (jeg øver mig stadig) type i 2×30 minutter, når nu Danmark er på banen. Specielt fordi det samtidig er en fremragende undskyldning for at hælde håndbajere i sig på den der helt primitivt voldsomme måde.

Billede

På nogle punkter kan jeg dog godt mærke, at jeg er lidt grøn i sportsverdenen. For eksempel havde jeg ikke helt styr på det der med, at man møder op i gennemført rød-hvide farver, når landsholdet er på banen. Og det var heller ikke helt gået op for mig, hvor meget neon egentlig lyser op i den slags selskab. Rimelig opmærksomhedskrævende type, der tager neon-top på i en hal med 16 kameraer. Da jeg tidligere på dagen havde været en tur i Camden, spurgte en ekspedient mig helt seriøst, om jeg var professionel svømmer, fordi han troede, neon-sagen var en badedragt. Det fik mig til at tænke over to ting: Kunne jeg virkelig ligne sådan et vaskeægte medaljehåb med mine korte stænger? (Han kunne selvfølgelig have kigget på mine gigant-fødder og konstateret, at jeg havde en klar fordel der). Og hvilken professionel svømmer tager sin badedragt på, når hun går på shopping?

Billede

Min manglende viden om sport blev dog overgået af min sidemand (kilden har valgt at være anonym, men er kendt af redaktionen), som efter første halvleg spurgte mig, hvor lang anden halvleg så er. Det spørgsmål gjorde mig helt tryg og rolig, og så råbte vi lidt videre – også til de mål, som ikke blev godkendt. Når jeg ikke lige råbte, sad jeg og tænkte lidt over det der med, at jeg nok aldrig kommer til at vinde en medalje for uovertruffen fantastisk sportspræstation. Jeg svømmer som regel kun i selskab med pensionister, og den ene gang, jeg forsøgte mig på en håndboldbane, insisterede min hold”kammerat” på, at jeg blev sat ud på bænken efter første angreb. Men det er helt okay. For i Camden fik jeg en guldmedalje af en fremmed mand, som lignede én, der syntes, jeg havde fortjent den. Den røg straks om halsen, og når jeg tænker over det, synes jeg faktisk, den er lidt sejere end dem, der bliver uddelt på et sportsstadion.

Billede

Ballon-barn på nedturs-eventyr

OL i shopping er indtil videre en stor succes – i hvert fald på min personlige skala, hvor succes måles i imponerende indhug på bankbogen (en af mine personligheder kan meget godt lide ord som bankbog. Og EDB. Og kassettebåndoptager. Mere om ham på et senere tidspunkt). Til gengæld har disciplinen været knap så stor en succes på selvtillidsskalaen. Nedturen startede, da en ellers så venlig og servicemindet ekspedient kiggede ned på mine fødder og spurgte, om jeg brugte størrelse 49 i sko (ja, jeg ved godt, jeg har store fødder af sådan en lille pige at være. Jeg satte hæl for tidligt, dengang jeg blev til, og derfor er jeg til gengæld også velsignet med et par proportionelt set usandsynligt korte ben. Træd i det, søde ekspedient, vil du ikke nok?) Næste nedtur stod jeg selv for, da jeg efter et tilsyneladende ret fantastisk buksekøb kunne konstatere, at jeg ved en fejl var kommet til at investere i et par “maternity pants”  (jeg syntes bare, de var så behagelige, og så var der jo også plads til en treretters uden risiko for efterfølgende stramningskriser). Jeg ved godt, hvad man siger om store fødder, og jeg ved også godt, hvad man siger om store maver. Heldigvis er jeg stadig mere hunkøn end hankøn (ved egentlig ikke, hvorfor jeg kom til at bruge ordet “stadig”), og der er umiddelbart ingen risiko for personlig børnetilblivelses-nedsmeltning, så jeg forsøger at holder efterveerne fra shopping-nedturene på et absolut minimum.

Og så hjalp det selvfølgelig også betydeligt på selvtilliden hos den-11-årige-pige-inden-i-mig, da en tilfældig engelsk mand var så venlig at minde mig om, at jeg trods voksenlignende nedture stadig udsender en form for barnlige signaler. Han gav mig i hvert fald en ballon. En rigtig fin, grøn én. Nogle ville takke pænt nej eller overrække ballonen til sådan et rigtigt barn med små fødder og mave uden for graviditetsrisikozonen. Jeg vurderede dog, at den ville skabe større glæde, hvis mine store plader lige fik lov til at gå en tur i London med den.

Billede

PS: Det der med helium er stadig sjovt!

Verden er af klodser

Lige om lidt flyver jeg til London for at deltage i OL i shopping – en disciplin, som ingen dårlig taber skal udfordre mig i. Jeg havde en storslået plan om, at jeg for første gang i år skulle prøve at pakke kufferten i så god tid, at jeg også kunne nå at komme i tanke om, hvad jeg har glemt. Det kommer ikke til at ske. I stedet overspringshandler jeg lidt med en verdens-nedsmeltning.

De sidste to somre har været dedikeret til New York, og selvom London er et fint substitut, bliver jeg en lille smule trist til mode ved tanken om, at det eneste store æble, jeg virkelig gerne vil sætte tænderne i, bliver indtaget af alle andre end mig i år. Jeg har svært ved at acceptere det, men den-11-årige-pige-inden-i-mig tror heldigvis stadig på, at verdens distancer kan forkortes, hvis bare man drømmer langt.

For en uges tid siden byggede hun derfor sit eget hus af Guld og flyttede det rundt i en verden af Lego. Børnefamilier og turister kiggede meget mærkeligt på hende – specielt fordi hun var iklædt neon og så meget 27-årig ud udenpå. Det er åbenbart ikke normalt for sådan en burde-være-voksen-type at lege med klodser i en forlystelsespark, lige meget hvor 11-årig man ellers føler sig indeni. Men hun var heldigvis ret ligeglad, og derfor fik huset af Guld både lov til at bo lidt i Amsterdam, ved Amalienborg og i Hollywood, inden det endelig fandt frem til New York.


Jeg ved godt, at man ikke må ødelægge den fine udstilling i Legoland, men der er heldigvis ikke nogen, der har været opfindsomme nok til at opstille skilte med regler, som siger, at man ikke må tilføre nye bygningsværker. Derfor efterlod 11-årige Skudamuda det lille hus af Guld bag hegnet for foden af Frihedsgudinden. Måske står det der stadig helt nede i den børnehøjde, hvor alle drømme er tilladt. Måske er det blevet fjernet af en voksen, som nu har travlt med at nedskrive nye regler …