Noget om nedtursafhængighed

Jeg er blevet junkie. Fuldstændig uhelbredeligt afhængig af et iPhone-spil med en tyv, der løber og løber, mens han hopper fra den ene farvede gang til den anden. Når jeg rammer forkert, splatter han ud på væggen eller styrter ned i et hul, og så er det forfra. Man får et point for hver overstået forhindring. Min rekord er 48. I skrivende stund.

Jeg kender ikke rigtig nogen børn på min egen alder, der er lige så afhængige af det spil, som jeg er. Derfor ved jeg ikke, om 48 er godt. Men jeg ved, at der ikke er særlig langt fra optur til nedtur i min verden for tiden. Sådan er det i nogle perioder, og det er nok prisen, jeg må betale for til gengæld at være i stand til at føle afsindigt meget i begge ender af barometeret. Det kan være enormt frustrerende og hårdt og dårligt for lungerne og for leveren med sådan en periode. Og jeg skulle hilse og sige, at røde øjne og hævede kinder klæder ingen – slet ikke mig, der i forvejen er halv hamster.

Jeg ved ikke, hvorfor det er specielt slemt lige nu. For grundlæggende har jeg det faktisk rigtig godt. Derfor er det dobbelt-frustrerende, at mit hoved slår unødvendige kolbøtter, så jeg føler, jeg splatter ud og falder ned uden grund.

Når jeg har det sådan, er det så dejligt distraherende at flygte over i en verden med en lille, sort tændstiksmand, der potentielt kan inkassere 48 opture, inden nedturen rammer. Men det er faktisk endnu bedre at turde slukke telefonen og være helt slatten med hovedet begravet i en meget lang hals, som sidder godt fast på en betryggende rummelig type, der minder mig om, at alt nok skal blive skide godt. Så føler jeg mig meget heldig. Både oppe og nede.

IMG_3078.PNG

Ballon-barn på nedturs-eventyr

OL i shopping er indtil videre en stor succes – i hvert fald på min personlige skala, hvor succes måles i imponerende indhug på bankbogen (en af mine personligheder kan meget godt lide ord som bankbog. Og EDB. Og kassettebåndoptager. Mere om ham på et senere tidspunkt). Til gengæld har disciplinen været knap så stor en succes på selvtillidsskalaen. Nedturen startede, da en ellers så venlig og servicemindet ekspedient kiggede ned på mine fødder og spurgte, om jeg brugte størrelse 49 i sko (ja, jeg ved godt, jeg har store fødder af sådan en lille pige at være. Jeg satte hæl for tidligt, dengang jeg blev til, og derfor er jeg til gengæld også velsignet med et par proportionelt set usandsynligt korte ben. Træd i det, søde ekspedient, vil du ikke nok?) Næste nedtur stod jeg selv for, da jeg efter et tilsyneladende ret fantastisk buksekøb kunne konstatere, at jeg ved en fejl var kommet til at investere i et par “maternity pants”  (jeg syntes bare, de var så behagelige, og så var der jo også plads til en treretters uden risiko for efterfølgende stramningskriser). Jeg ved godt, hvad man siger om store fødder, og jeg ved også godt, hvad man siger om store maver. Heldigvis er jeg stadig mere hunkøn end hankøn (ved egentlig ikke, hvorfor jeg kom til at bruge ordet “stadig”), og der er umiddelbart ingen risiko for personlig børnetilblivelses-nedsmeltning, så jeg forsøger at holder efterveerne fra shopping-nedturene på et absolut minimum.

Og så hjalp det selvfølgelig også betydeligt på selvtilliden hos den-11-årige-pige-inden-i-mig, da en tilfældig engelsk mand var så venlig at minde mig om, at jeg trods voksenlignende nedture stadig udsender en form for barnlige signaler. Han gav mig i hvert fald en ballon. En rigtig fin, grøn én. Nogle ville takke pænt nej eller overrække ballonen til sådan et rigtigt barn med små fødder og mave uden for graviditetsrisikozonen. Jeg vurderede dog, at den ville skabe større glæde, hvis mine store plader lige fik lov til at gå en tur i London med den.

Billede

PS: Det der med helium er stadig sjovt!