Jeg er blevet junkie. Fuldstændig uhelbredeligt afhængig af et iPhone-spil med en tyv, der løber og løber, mens han hopper fra den ene farvede gang til den anden. Når jeg rammer forkert, splatter han ud på væggen eller styrter ned i et hul, og så er det forfra. Man får et point for hver overstået forhindring. Min rekord er 48. I skrivende stund.
Jeg kender ikke rigtig nogen børn på min egen alder, der er lige så afhængige af det spil, som jeg er. Derfor ved jeg ikke, om 48 er godt. Men jeg ved, at der ikke er særlig langt fra optur til nedtur i min verden for tiden. Sådan er det i nogle perioder, og det er nok prisen, jeg må betale for til gengæld at være i stand til at føle afsindigt meget i begge ender af barometeret. Det kan være enormt frustrerende og hårdt og dårligt for lungerne og for leveren med sådan en periode. Og jeg skulle hilse og sige, at røde øjne og hævede kinder klæder ingen – slet ikke mig, der i forvejen er halv hamster.
Jeg ved ikke, hvorfor det er specielt slemt lige nu. For grundlæggende har jeg det faktisk rigtig godt. Derfor er det dobbelt-frustrerende, at mit hoved slår unødvendige kolbøtter, så jeg føler, jeg splatter ud og falder ned uden grund.
Når jeg har det sådan, er det så dejligt distraherende at flygte over i en verden med en lille, sort tændstiksmand, der potentielt kan inkassere 48 opture, inden nedturen rammer. Men det er faktisk endnu bedre at turde slukke telefonen og være helt slatten med hovedet begravet i en meget lang hals, som sidder godt fast på en betryggende rummelig type, der minder mig om, at alt nok skal blive skide godt. Så føler jeg mig meget heldig. Både oppe og nede.
Skudamuda 