Verden er af klodser

Lige om lidt flyver jeg til London for at deltage i OL i shopping – en disciplin, som ingen dårlig taber skal udfordre mig i. Jeg havde en storslået plan om, at jeg for første gang i år skulle prøve at pakke kufferten i så god tid, at jeg også kunne nå at komme i tanke om, hvad jeg har glemt. Det kommer ikke til at ske. I stedet overspringshandler jeg lidt med en verdens-nedsmeltning.

De sidste to somre har været dedikeret til New York, og selvom London er et fint substitut, bliver jeg en lille smule trist til mode ved tanken om, at det eneste store æble, jeg virkelig gerne vil sætte tænderne i, bliver indtaget af alle andre end mig i år. Jeg har svært ved at acceptere det, men den-11-årige-pige-inden-i-mig tror heldigvis stadig på, at verdens distancer kan forkortes, hvis bare man drømmer langt.

For en uges tid siden byggede hun derfor sit eget hus af Guld og flyttede det rundt i en verden af Lego. Børnefamilier og turister kiggede meget mærkeligt på hende – specielt fordi hun var iklædt neon og så meget 27-årig ud udenpå. Det er åbenbart ikke normalt for sådan en burde-være-voksen-type at lege med klodser i en forlystelsespark, lige meget hvor 11-årig man ellers føler sig indeni. Men hun var heldigvis ret ligeglad, og derfor fik huset af Guld både lov til at bo lidt i Amsterdam, ved Amalienborg og i Hollywood, inden det endelig fandt frem til New York.

Jeg ved godt, at man ikke må ødelægge den fine udstilling i Legoland, men der er heldigvis ikke nogen, der har været opfindsomme nok til at opstille skilte med regler, som siger, at man ikke må tilføre nye bygningsværker. Derfor efterlod 11-årige Skudamuda det lille hus af Guld bag hegnet for foden af Frihedsgudinden. Måske står det der stadig helt nede i den børnehøjde, hvor alle drømme er tilladt. Måske er det blevet fjernet af en voksen, som nu har travlt med at nedskrive nye regler …