Noget om Gorky Park

Jeg elsker at besøge velkendte steder igen – for der er altid noget godt, jeg har overset. Noget nyt, der skal opdages. Som Gorky Park i Moskva. Egentlig vidste jeg jo godt, at den fandtes. Haren og jeg nåede bare ikke at komme forbi for seks år siden, fordi vi havde travlt med at drikke vodka og stå i kø for at se Lenins døde krop og jagte KGB-museet, som var så hemmeligt, at vi aldrig fandt det.

Men i går fandt vi parken. Heldigvis. Det er egentlig ikke fordi, den adskiller sig specielt meget fra andre parker udadtil. Og så alligevel. Der er noget magisk over den, som er svært at forklare, men let at mærke, når man er der på den helt rigtige måde. Specielt på en sommergråvejrsdag som i går, hvor man hurtigt kan føle sig helt alene i en meget stor verden på den allerbedste måde.

gorky1 gorky2 gorky3 gorky4 gorky5 gorky6 gorky7 gorky8 gorky9 gorky10

PS: Det kan godt være, jeg brokkede mig forleden, fordi Moskva efterhånden er alt for meget USA og lidt for lidt Rusland. Men nu har vi altså fundet det. Det rigtige Rusland. Og det er et eventyr. Mere om det meget snart …

Sådan en af de der dage …

Jeg har et lidt anstrengt forhold til døden. Ikke kun fordi jeg synes, det er en fuldstændig uforståelig nødvendig del af livet, men også fordi jeg jo godt ved, hvorfor den er nødvendig. Det er jeg sandsynligvis ikke ene om. En af de første gange, jeg blev direkte konfronteret med døden, var dengang min krop var barn. Det var sommer, solen skinnede, og jeg spænede rundt i haven med min usynlige veninde og alle vores usynlige heste (jeg ejede dem, hun passede dem. God fordeling). Lige pludselig stod jeg ansigt til ansigt med den. Den hang i et træ og havde indtaget en lille, fin, farvestrålende fugl, som aldrig skulle flyve mere. Fuglen var helt stiv, hovedet vendte nedad, og fødderne var viklet ind i et net. Jeg blev forskrækket, forundret, bange og ked af det på én gang. Og så løb jeg væk. Jeg kan regne mig frem til, at jeg har været 10 år på det tidspunkt, og jeg ved ikke, hvorfor det stadig står så klart for mig, for jeg tror egentlig aldrig, jeg har fortalt nogen om episoden. Men der blev jeg helt overbevist om, at det med døden altså ikke var noget for mig.

12 år senere var jeg med haren i Sankt Petersborg. Vi besøgte et museum med en udstilling, der fokuserede på sygdomsforskning illustreret ved en masse misfostre på glas. Store fostre, der lignede rigtige babyer og på meget ubehagelig vis blev et symbol på døden før livet. En uge tidligere havde vi stået flere timer i kø i Moskva for at se Lenin i balsameret udgave. Han er den eneste døde person, jeg nogensinde har set, og det kunne jeg af en eller anden grund sagtens klare. Måske fordi, han mest af alt lignede en lille dukke, men nok også fordi, det var svært at forholde sig til, at han engang havde levet. De der fostre på glas kunne jeg desværre alt for godt forholde mig til. Jeg var ikke i rummet i meget mere end et halvt minut, før jeg måtte sætte mig udenfor og vente på haren, mens jeg kæmpede mod kvalmen. Her stod en pige i 10-års-alderen og stor-tudede i panisk desperation, mens hendes mor hev hende voldsomt i armen for at få hende med ind til udstillingen. Nu er jeg ikke så stærk i russiske gloser (kun dem, der har noget med vodka at gøre), men hvis jeg var, håber jeg, at jeg havde turdet gøre oprør mod fuldstændig fejlagtig børneopdragelse. Hvis den fugl i træet kan have sat så dybe spor i mig, dengang jeg var 10, vil jeg slet ikke tænke på, hvad udstillingen kan have gjort ved hende.

Døden dør aldrig, det ved jeg godt. Men nogle gange ville jeg ønske, at jeg ikke behøvede at blive konfronteret med den. I morges var jeg ved at falde over et dødt pindsvin ved strandvejen. Jeg var iført melankoli-t-shirt og nåede lige at håbe på, at det ikke var det sidste pindsvin i byen. Så fik jeg øje på det næste fladkørte pindsvine-lig, som lå lige under en velkendt sky, der lignede et par sneakers. Verden er dum, og mærkelige tilfældigheder skræmmer mig næsten ligeså meget, som døden gør!