Noget om døde duer og dårlig samvittighed

Findes der en sæson for døde duer? Jeg ser dem overalt. Ikke gråspurve eller krager eller måger, som snakker sjovt. Kun duer. Ved stranden, ved tankstationen og her til morgen på min egen vej. Den sidste kom alt for tæt på.

Synet af dem giver mig kvalme og rysteture. Og så giver de mig dårlig samvittighed helt ned i maven. Selvom det ikke er mig, der har taget livet af dem, føler jeg alligevel, det er min skyld, det er sket.

I mit næste liv vil jeg gerne lære kun at få dårlig samvittighed over de ting, jeg selv er herre over – og kun i de tilfælde, hvor jeg rent faktisk burde få dårlig samvittighed (meget vigtigt).

Alt andet er spild af døde duer …

Glemte og tabte ting og sager

PS: Jeg har været i selvvalgt skrive-karantæne den sidste uges tid, og jeg havde egentlig lavet en regel om, at jeg ikke ville lave et nyt indlæg på bloggen, før jeg havde noget positivt at sige. Først tænkte jeg, at jeg kunne bøje reglerne ved at lave et indlæg udelukkende bestående af billeder. Men jeg kommer alligevel til at bryde reglerne lidt ved at skrive en tekst til det sidste billede. Jeg vil forsøge at kompensere ved at skrive noget positivt og måske endda tilnærmelsesvis sjovt meget snart.

Ingenting sker længere under en velkendt sky, der ligner et par sneakers. De er nemlig væk. Både skyen og skoene. Efter flere måneder i luften var de pludselig forsvundet. Det vidste jeg egentlig godt, inden jeg så det. Men da jeg så, at der lå en død due under det sted, hvor sneakers-skyen engang fandtes, blev jeg komplet (i mangel på dækkende danske og i-det-hele-taget-eksisterende ord) compuzzled. Til gengæld ved jeg, at der stadig hænger et par tunge støvler i en verden af voks. Lige i begyndelsen, faktisk. Det er trygt, men sammenhængen skræmmer mig …