Mange ting sker for tiden. Derfor kan det være rart at blive mindet om, at nogle ting altid vil være lige der, hvor de skal være. Som min gode, gamle strand. Jeg besøgte den i dag for første gang i år. Det var ruskende og solskinsskinnende og nostalgisk.
Mange ting er sket på den strand. Jeg har frustrationsløbet lungerne i stykker på den strand. Jeg har hylet af sorg og smerte og hylet af grin og glæde på den strand. Jeg har drukket mig modig nok til skumringsbadning, og jeg har druknet alverdens tømmermændskvalmer og kvaler på den strand. De vigtigste ting er sket på den strand. Det var der, jeg mødte giraffen for første gang. Og det var der, jeg med angst og bæven og lykke og lethed besluttede mig for at kvitte den faste indtægt for at få tid til at lave det, der giver allermest mening for mig. At skrive bøger.
Mange ting kommer til at ske i fremtiden. I den nærmeste og den fjerneste. Jeg har ikke særlig meget kontrol over noget af det. Det er så skræmmende og farligt, at jeg brugte det meste af dagen i går på at tude. Og det er så spændende og fantastisk, at jeg i dag har haft kriller i maven konstant. For midt imellem nye bekymringer og belastninger er der heldigvis også nye begyndelser. Ny bopæl. Og nye bøger. De handler ikke så meget om strande, men en del om søer. Og alt muligt andet. Jeg glæder mig til at puste liv i dem, og jeg håber, I har lyst til at læse med.
Skudamuda 