Noget om strande og bøger

Mange ting sker for tiden. Derfor kan det være rart at blive mindet om, at nogle ting altid vil være lige der, hvor de skal være. Som min gode, gamle strand. Jeg besøgte den i dag for første gang i år. Det var ruskende og solskinsskinnende og nostalgisk.

Mange ting er sket på den strand. Jeg har frustrationsløbet lungerne i stykker på den strand. Jeg har hylet af sorg og smerte og hylet af grin og glæde på den strand. Jeg har drukket mig modig nok til skumringsbadning, og jeg har druknet alverdens tømmermændskvalmer og kvaler på den strand. De vigtigste ting er sket på den strand. Det var der, jeg mødte giraffen for første gang. Og det var der, jeg med angst og bæven og lykke og lethed besluttede mig for at kvitte den faste indtægt for at få tid til at lave det, der giver allermest mening for mig. At skrive bøger.

Mange ting kommer til at ske i fremtiden. I den nærmeste og den fjerneste. Jeg har ikke særlig meget kontrol over noget af det. Det er så skræmmende og farligt, at jeg brugte det meste af dagen i går på at tude. Og det er så spændende og fantastisk, at jeg i dag har haft kriller i maven konstant. For midt imellem nye bekymringer og belastninger er der heldigvis også nye begyndelser. Ny bopæl. Og nye bøger. De handler ikke så meget om strande, men en del om søer. Og alt muligt andet. Jeg glæder mig til at puste liv i dem, og jeg håber, I har lyst til at læse med.

stranden

Noget om kaos og kontrol

Vi bygger om. Om lidt, altså. Lige nu lader den langhalsede op på langs, som de fleste velfungerende typer ville gøre lørdag klokken alt for tidlig morgen. Men jeg kan ikke sove, fordi jeg tænker på alt det, der skal rives ned.

Jeg har længe haft et passioneret had-had-forhold til vores køkken, som kulminerede en tømmermændsmorgen, hvor jeg kom til at sluge en gammel, forpuppet edderkop, som havde bevæget sig ud af køkkenvæggen og ned i det glas rød saft, jeg vendte bunden i vejret på. Det er tussegammelt, bordpladen er en halv meter for lav, og der falder puds fra væggene ned i gryderne. Og om lidt er det væk. Om lidt har vi revet det hele ned (plus en væg), og engang ude i fremtiden har vi et dobbelt så stort køkken med hvide elementer og opvasker og alt det dyre.

Det har jeg glædet mig til i tre år, så derfor har jeg lidt svært ved at gennemskue, hvorfor jeg de sidste par uger slet ikke har kunnet være i egen krop ved tanken om, at det gamle lortekøkken skal ned. Jeg tror ikke, det handler om seperationsangst (den her gang), selvom det da er lidt vemodigt at tænke på, at det var lige netop i det køkken, den langhalsede lavede indianergryde til mig, første gang jeg besøgte ham. Måske handler det mere om, at jeg er bange for kaos. Og bange for den type, jeg åbenbart forvandler mig til i frygten for kaos. 

Jeg har altid haft en meget afslappet tilgang til praktiske udfordringer og tænkt, at det hele nok skal gå, og hvis det ikke går, så går det bare på en anden måde. Problemet er, at jeg har mødt min overmand i laissez fairenes. Giraffen har det nemlig helt cool med, at vi ikke har bestilt et nyt køkken, før vi river det gamle ned, at vi ikke har booket håndværkere endnu, og at vi glemte at spørge alle de stærke typer, vi kender, om de vil give et nap med, når vores 250 kilo tunge bordplade skal bæres ned. 

Jeg er ikke den store parforholdsekspert, men jeg er ved at lære, at der altid er en, der er mere kontrolfreak end den anden. Og selvom den langhalsede kun er to millimeter foran mig på mañana-kontoen, gør det alligevel mig til den irriterende overrealist, som sætter spørgsmålstegn ved alt. ALT! Det var meget fint, da giraffen foreslog, at vi startede med at blænde den ene dør af, og jeg pointerede, at det måske var smart at rive væggen ned inden, så vi rent faktisk kan komme ind i rummet. Men i stort set alle andre situationer er det røvsygt. Og jeg kan godt forstå, hvis han er ved at blive tosset af at have en topirriterende type i hælene, der kun kan sige sætninger, der starter med: “Hvad nu hvis …”, “Pas på …” og “NEJ!”

For nogle dage siden havde jeg en nedsmeltning, fordi jeg simpelthen blev så træt af at høre på mig selv, og fordi jeg kunne mærke, at det blev sværere og sværere at trække vejret ordentligt for hvert forbehold. Jeg er med på, at det kan være godt at være realist, men det er virkelig ikke godt for en type, som altid har befundet sig glimrende i rollen som jubeloptimist. Så jeg besluttede mig for at vende 180. Prøve, i hvert fald.

Det går ikke altid godt, men i enkelte situationer vinder jeg. Som da jeg for eksempel fik overbevist mig selv om, at det var en skide god idé at smække noget pangfarvet graffiti med en kæmpe dinosaur op på den ene væg. Giraffen holder dog på, at det er en drage, fordi den spyr ild og ikke ligner en dinosaur. Og selvom det var hans idé først, var det også ham, der meldte den ned til sidst, fordi det var lige vildt nok, og vi sikkert bliver graffititrætte efter ti sekunder (jeg plager stadig, for nu VIL jubeloptimisten have den dinosaur).

Han vågner om lidt, og så er der ingen vej tilbage. Om nogle timer er vi en væg, et råddent køkken og tre tons puds fattigere. Og hvis alt går godt (selvfølgelig går det godt), har vi et nyt køkken om tre uger plus det løse. Jeg prøver at lade være med at kegle ud og gå i kontrolpanik undervejs. For måske handler det i virkeligheden slet ikke om det køkken. Måske handler det mere om, at meget forandrer sig meget hurtigt for tiden, og gode ting sker. Det er fedt, hvis man kan følge med og undgå kaosfrygt. Og selvfølgelig kan jeg det, siger jubeloptimisten lige nu …