Jeg skal flytte. Giraffen og jeg har købt sådan en rigtig voksenlejlighed med to 70’er-grønne badeværelser og en terrasse med hæk, der skal klippes. Jeg føler mig allerede hjemme, selvom jeg kun har været der en enkelt gang til ultrahektisk fremvisning. For tiden føler jeg mig faktisk hjemme, ligegyldigt hvor jeg er. Måske fordi jeg endelig har fundet min plads.
Forleden drømte jeg, at vi skulle flytte ind i et kæmpe cirkustelt, som var blevet indrettet med krogede rum og vægge af pap. Det matcher ikke helt virkeligheden, men der skal ikke meget analyse til for at få drømmen til at give mening for mig.
Lige nu er alt omkring mig nemlig lidt af et cirkus. Der er fest og farver og gøglerier, og jeg balancerer med nye projekter, som kræver en del magi for at kunne lykkes. Jeg er dog ikke skvattet af linen endnu, så jeg tror på, den kan bære mig i mål. Samtidig er der en ny elefantunge i manegen, som minder mig om, at verden faktisk ikke er helt så ond en satan, som jeg syntes, den var, da hans fætter døde. Og er der en pige, som kæmper en kamp, der er så hård og uretfærdig, at jeg har lyst til at bytte liv med hende et øjeblik, så hun kan få en pause fra alt det, de færreste forstår. I søndags blev hun konfirmeret, og foran hende venter ungdommen med alle de rutchebaneture, som følger med.
De rigtige voksne siger tit, at det er vigtigt at nyde ungdommen, fordi de (heldigvis) husker det som den bedste tid. Det var det ikke for mig. Noget af tiden var det fedt, men meget af tiden var det forvirrende og svært at være teenager, fordi jeg ikke kunne finde min plads og slet ikke følte, jeg havde kontrol over noget. Derfor troede jeg, det kunne give mig ro, hvis jeg begyndte at kontrollere, hvordan bestikket lå på bordet, eller hvordan billederne hang på væggene, eller hvordan mine fødder ramte fortovet. Der gik mange år, før jeg indså, at jeg først fik ro, når jeg gav slip på mit behov for kontrol.
Jeg synes, mit liv bliver bedre og bedre. Jeg bliver gladere og gladere i takt med, at jeg finder mere ro i rollen som den, jeg er. Nogle perioder er hårde. Nogle dage er jeg ked af det uden at vide hvorfor. Og så giver jeg mig selv lov til at være det. Det er okay. Men langt det meste af tiden er det godt. Langt det meste af tiden synes jeg, livet er en fest, som giver mig gåsehud og glæde lige her, hvor jeg nu ved, at jeg hører til.
Alligevel kan jeg godt forstå alle de unge, som synes, livet kan føles modbydeligt og svært. Jeg håber, de vil skrue ned for volumen, når de voksne i bedste mening fortæller om, hvor fantastisk ungdommen er. Du er ikke en fiasko, hvis du har svært ved at nyde teenagecirkusset, eller hvis du har problemer med at finde vejen til din plads. Til gengæld ved jeg, at det i rigtig mange tilfælde bliver bedre og lettere at rykke fremad i takt med, at du lærer dig selv at kende.
Det blev det for mig, og det kan jeg mærke, at det også blivet for den 13-årige, som har en helt særlig plads i mit hjerte.
Skudamuda 