Når regnen bare siler ned

I min stue står to store kasser. De indeholder et sted mellem 150 og 200 VHS-bånd (hårdt slag på tasken – jeg orker ikke at fintælle). Kasserne har stået stort set urørt i flere år, end jeg kan tælle til på min venstre hånd (den, der stadig kan høre). Og jeg havde lovet mig selv, at det var i dag, jeg skulle skille mig af med dem. Sortere og smide alt ud på nær få, livsvigtige minder som for eksempel min konfirmationsvideo (en odyssé i én indstilling) eller videobåndet med optagelserne fra filmholdet i 9. klasse. Dengang jeg lavede satireprogram med drengene og spillede vært i tv-programmet ’Dus med dræberslangen’ for efterfølgende at blive besat af en ikke-eksisterende heks ude i en meget farlig skov. Den slags kan man jo ikke smide ud (og hvem ved, en dag møder jeg måske en, som synes, det kunne være sjovt at se).

Så er der de andre optagebånd. En lang række med afsnit af ’Mad About You’. Serien, jeg elskede på grund af Helen Hunt og to linjer i titelmelodien*, og som redede mig igennem utallige regnfulde eftermiddage i München.

Der er båndet med gamle afsnit af Beverly Hills og korte beskrivelser af episoderne (Dylan er syg – Brandon er på disco). Det står med min søsters skrift og er derfor helt sikkert en del af de mange tyvekoster, jeg har raget til mig gennem årene, når jeg virkelig havde brug for dem og vurderede, at de sikkert ikke ville blive savnet (undskyld søs, jeg skal nok aflevere sammen med din ’Jagged Little Pill’-cd).

Der er båndet med Bodilfesten fra år 2000. Tryghedsbåndet, som blev set igen og igen og igen, fordi det er rart at se mennesker blive glade og hyldet for deres præstationer (ligesom det er rart at se Oscar-videoer på Youtube igen og igen og igen).

Og der optagebåndet med titlen ’Dronningen besøger Fredericia 14.9. 2000’. Det, som til en fest for et par år siden ved en stor fejl væltede ud af en af kasserne sammen med en 30-40 andre tilfældige bånd til stor underholdning for mine allerede halvstive gæster. Ja, jeg har et bånd med dronningen. Jeg har aldrig set det og kommer nok heller aldrig til det, men det er de allerførste journalistiske tv-optagelser, jeg var med til at lave, da jeg i 9. klasse var i praktik på TV Syd. Og den slags kan man da ikke skille sig af med. Det kan jeg i hvert fald slet ikke efter i dag, hvor jeg for første gang tog båndet ud af coveret og kunne læse, at min praktikantvejleder, en hyggelig, ældre fuldskægstype, havde skrevet en tilføjelse til titlen: ’Skudamuda og Dronningen mødtes i Fredericia. Det er Dronningen m. hatten’.

Så er der alle de bånd, der ikke står noget på, og hvem tør smide den slags ud? Der er også det, hvor der bare står tre prikker på, og det er Skudamudask teenagesprog for noget meget hemmeligt og vigtigt. Måske endda noget pinligt (og nej, det er ikke porno).

Der er også de uerstattelige bånd. Tre et halvt afsnit af ’Sådan er kvinder’. I det program stiftede jeg bekendtskab med mejsen for første gang (cirka 10 år inden jeg gjorde det i virkeligheden), og af uforklarlige årsager er programmet aldrig blevet udgivet på dvd. Det samme gælder for ‘Lex og Klatten’, men rygterne vil vide, at den er på vej. Martin Brygmann lovede mig i hvert fald for et par år siden, at han ville arbejde på sagen (men det var vist mest for at få mig til at holde op med at græde, efter han lige havde vist mig parken, hvor han skrev ’Strømmen’).

Til sidst er der de rigtige købebånd. Dem er der mange af, og jeg kunne godt bruge tid på at nævne nogle af de seje og lettere intellektuelle titler, der findes i min samling. For tro det eller ej – de er der faktisk. Men eftersom det netop er gået op for mig, at jeg ikke kan stave til intellektuel uden hjælp fra stavekontrollen, vil jeg hellere fokusere på de vigtige. Min første udgave af ’Up Close and Personal’, for eksempel. Det er min hemmelige yndlingsfilm. Den, der er for pinlig at nævne. Sådan en tror jeg, alle har, og dem, der påstår det modsatte, lyver sandsynligvis. Jeg har to dvd-versioner af filmen, men det er jo aldrig det samme som den første, der blev voldset på det grønne pubertetsværelse.

’Love Actually’ har jeg fået dvd-erstattet, men hvad med den film, hvor Hugh Grant ser meget ung ud på coveret. Den som ingen kender? Jeg fik den aldrig set, og den findes garanteret ikke på moderne afspilningsmidler, og hvis den nu er genial (det er den helt sikkert ikke – den ser håbløst dårlig ud), så er det jo en stor fejl at smide den ud.

Til sidst er der de livsvigtige film, som jeg ved, jeg kan købe på dvd, men som jeg ikke har fået fingrene i endnu. ’Lærerinden’, for eksempel. Den skal jeg altid eje. For slet ikke at tale om ’Fucking Åmål’ – filmen, der gav mig lyst til at rende ud og snave den første, den bedste pige bare for at se, om det mon føltes lige så godt, som filmen føltes i 8. klasse (det gjorde det ikke helt, så jeg må tage til takke med stadig at befinde mig i kategorien ’Helt almindelig dødelig heteroseksuel’).

Jeg ville have skrevet et kort indlæg om, at jeg har svært ved at give slip. På mine VHS-bånd. Det har nu taget så lang tid, at jeg heller ikke i dag fik tid til at skille mig af med dem. Og det får jeg nok heller ikke i morgen. Eller dagen efter. Heldigvis!

* Tell me all your secrets and I’ll tell you most of mine,
They say nobody’s perfect but it’s really true this time