Jeg ved ikke, om den altid har været der – grundangsten for at gøre noget forkert. Frygten for at bryde reglerne uden at vide det. Men jeg har i hvert fald meget svært ved at slippe den, og den fylder altid lidt mere, når jeg befinder mig i et land, hvor jeg ikke er helt så godt inde i paragrafferne, som jeg er derhjemme. Specielt i USA, hvor der er så mange regler, som ikke engang min ellers i-bedste-velgående-levende fantasi har fantasi til at gøre sig forestillinger om.
For eksempel har jeg hørt, at det i Tennessee er forbudt at fange fisk med lasso, og at man får en bøde i Pennsylvania, hvis man bliver afsløret i at feje støv ind under gulvtæppet. Og selvom jeg hverken er udstyret med lasso eller kost (og i øvrigt befinder mig i en helt anden stat), kan jeg godt blive panisk angst for, at jeg alligevel pludselig kunne komme til at stå med en lassofanget fisk i hånden oven på et støvbeskjulende gulvtæppe sådan lidt hovsa-agtigt.
Jeg tror, det er meget godt, at jeg ikke kender alle regler. Specielt lige for tiden. Ellers kunne jeg meget vel være typen, der begrænsede mig selv ved at sidde og spekulere over, om jeg nu er gladere, end politiet tillader, om jeg rykker for hurtigt (sagde hun egentlig det i går?), om jeg er for ærlig, for ivrig – for helt igennem på røven begejstret over, at ting kan være, som jeg altid har håbet, ting kan være.
Og er det i øvrigt ikke noget med, at alt bliver meget mere fantastisk, hvis man tillader sig at leve efter sine egne regler? Det tør jeg i hvert fald godt bestemme nu.
Skudamuda 