Noget om selvtillid og Fodspor i sne

Hvordan kan det være, at en lav karakter tynger mere, end en høj karakter luner? At en lunken anmeldelse sidder fast i baghovedet i flere måneder, mens glæden over en topanmeldelse fortager sig, allerede et par timer efter den er fortæret? At en negativ bemærkning skal opvejes af 10 positive?

I går udgav jeg min fjerde bog, og forleden sagde giraffen, at han synes, det er den bedste, jeg har skrevet. Min første tanke var: “Hvad er der galt med de andre?”

Selvom selvtillidsdjævlen stadig bider, er jeg blevet bedre til at lytte til det positive og ryste det negative af mig. Det har også været nødvendigt, for vejen til rent faktisk at få udgivet mine bøger har budt på langt flere afslag og nedadvendte tommelfingre end succesoplevelser. Jeg har været så drevet af at nå dertil, hvor jeg er nu, at jeg måtte finde en måde at overkomme de nødvendige nederlag uden at lade dem gnave sig alt for dybt ind i selvtilliden.

Og selvtilliden har det altså bedst, hvis sejrene bliver fejret. Så tadaaa: Her er min fjerde bog. Yderst pålidelige kilder siger, det er den bedste, jeg har skrevet (men de andre er nu heller ikke værst …)

forside_fodspor_i_sne

Noget om bacon i svøb

Efter mange måneders intens irritation over verdens mest voldbrugte tegn, har den mørke side alligevel fået magten over mig: Jeg har lavet mit første hashtag. Men det er altså udelukkende fordi, at hamsteren siger, det kun giver mening at være på Twitter, hvis man rent faktisk anderkender hashtaggets eksistensgrundlag og som minimum kaster et enkelt eller to ud af ærmet en gang imellem.

Så nu er det sket. For at gøre processen så smertefri som overhovedet muligt har jeg dog valgt det sejeste tag af alle. Et billigt trick i håbet om at forhøje mit yderst ynkelige antal af følgere. Hvis du vil give min Twitter-selvtillid et tiltrængt skub i den rigtige retning, findes jeg på @skudamudacom.

bacon