Noget om selvtillid og Fodspor i sne

Hvordan kan det være, at en lav karakter tynger mere, end en høj karakter luner? At en lunken anmeldelse sidder fast i baghovedet i flere måneder, mens glæden over en topanmeldelse fortager sig, allerede et par timer efter den er fortæret? At en negativ bemærkning skal opvejes af 10 positive?

I går udgav jeg min fjerde bog, og forleden sagde giraffen, at han synes, det er den bedste, jeg har skrevet. Min første tanke var: “Hvad er der galt med de andre?”

Selvom selvtillidsdjævlen stadig bider, er jeg blevet bedre til at lytte til det positive og ryste det negative af mig. Det har også været nødvendigt, for vejen til rent faktisk at få udgivet mine bøger har budt på langt flere afslag og nedadvendte tommelfingre end succesoplevelser. Jeg har været så drevet af at nå dertil, hvor jeg er nu, at jeg måtte finde en måde at overkomme de nødvendige nederlag uden at lade dem gnave sig alt for dybt ind i selvtilliden.

Og selvtilliden har det altså bedst, hvis sejrene bliver fejret. Så tadaaa: Her er min fjerde bog. Yderst pålidelige kilder siger, det er den bedste, jeg har skrevet (men de andre er nu heller ikke værst …)

forside_fodspor_i_sne

Noget om løjsere og løgsovs

Kender I der der med, at man tror, man ved, hvad et ord betyder, og så gik der tid med det, og pludselig finder man ud af, at man har brugt ordet helt forkert i 10-20-30 år, uden man er blevet rettet? Som da mejsen konsekvent brugte ordet “hamper” om en person, der er ekstremt lækker, for alt for sent at finde ud at, at ordbogen mener, det betyder “upassende, frastødende eller ubehagelig”. Virkelig ærgerligt forsøg på at smide en kompliment på første date.

Nå, men jeg er så åbenbart typen, der sender min første børnebog til tryk uden at vide, hvad titlen betyder. Bogen handler om to fætre, og da jeg skrev den, fandt jeg hurtigt ud af, at de var nogle fætterløjsere, hvilket sandsynligvis er en kombination af det altid brugbare Fister løgsovs og mine varme minder om den legendariske satireserie Løjserne. (Okay, at dømme efter en hurtig rundspørge i min omgangskreds er jeg sandsynligvis den eneste, der synes, den serie virkelig er legendarisk. Men altså … den indeholder guldreplikker som: “Så står jeg her som en mus mellem to spejle”. Jeg siger det bare.)

Lang historie kort kom min første børnebog til at hedde Fætterløjserne. I min verden betød det “To fætre, der laver løjer med hinanden”. I hvert fald lige indtil jeg for et par uger siden hørte et familiemedlem omtale en meget lidt charmerende person som “en værre løjser”. Det gav mig den geniale idé at slå ordet op i den førnævnte ordbog – kun for at konstatere, at løjser åbenbart betyder en “slap, doven eller upålidelig person”. Skide godt udgangspunkt for en bog, der gerne skulle fremstille hovedpersonerne som lidt af et par gutterknægte.

Nå, men er det ikke noget med, at man kan få ordbogen til at lave betydningerne af et udtryk om til det komplet modsatte, hvis bare det bliver brugt forkert tilpas mange gange? Hvis det kan ske for bjørnetjeneste, så kan alt jo lade sig gøre

Bogen udkommer i øvrigt i morgen, og du skal være noget så hjerteligt velkommen til at købe den lige her.

Fætterløjserne Forside

PS: Da jeg skulle oprette det her blogindlæg, gik det op for mig, at jeg havde glemt, hvordan man gjorde. Det må betyde, at det er for lang tid siden, jeg har skrevet et sidst. Min ambition er derfor, at jeg når at skrive minimum et blogindlæg per bog, jeg udgiver. Det burde være realistisk. Også selvom der kun er fem uger, til den næste er på gaden.