Noget om selvtillid og Fodspor i sne

Hvordan kan det være, at en lav karakter tynger mere, end en høj karakter luner? At en lunken anmeldelse sidder fast i baghovedet i flere måneder, mens glæden over en topanmeldelse fortager sig, allerede et par timer efter den er fortæret? At en negativ bemærkning skal opvejes af 10 positive?

I går udgav jeg min fjerde bog, og forleden sagde giraffen, at han synes, det er den bedste, jeg har skrevet. Min første tanke var: “Hvad er der galt med de andre?”

Selvom selvtillidsdjævlen stadig bider, er jeg blevet bedre til at lytte til det positive og ryste det negative af mig. Det har også været nødvendigt, for vejen til rent faktisk at få udgivet mine bøger har budt på langt flere afslag og nedadvendte tommelfingre end succesoplevelser. Jeg har været så drevet af at nå dertil, hvor jeg er nu, at jeg måtte finde en måde at overkomme de nødvendige nederlag uden at lade dem gnave sig alt for dybt ind i selvtilliden.

Og selvtilliden har det altså bedst, hvis sejrene bliver fejret. Så tadaaa: Her er min fjerde bog. Yderst pålidelige kilder siger, det er den bedste, jeg har skrevet (men de andre er nu heller ikke værst …)

forside_fodspor_i_sne

Noget om aldersforvirring

“Moster Bib, jeg troede slet ikke, du kom ud til mormor og bedstefar i dag. Jeg troede kun, at der kom tre børn,” sagde den 4-årige i går.

Jeg valgte instinktivt at tage det som en kompliment, at han mener, vi er jævnaldrende. Specielt fordi jeg tidligere på ugen blev overfaldet af en telefonsælgertype, som mente, jeg ligner sådan en type, der har teenageunger med mobilabonnementer.

Han solgte mig selvfølgelig intet, den sjuft. Til gengæld bestak jeg den 4-årige med en ekstra sodavand som belønning for at have gennemskuet, at jeg nok aldrig bliver rigtig voksen …

IMG_2833.JPG