Noget om Herman – part II

‘Har du taget din dej med på arbejde???’

Spørgsmålet kom fra en lige dele forundret og forskrækket hamster, da jeg i morges stillede Herman til rette i vindueskarmen. For ja, jeg havde taget min dej med. Sgu. Og jeg blev kun en lille smule forældresåret, da den ellers så dejglade hamster påstod, at Herman var ret klam, som han stod der og boblede i kartoffelglasset.

‘Han skal bare lige over i en skål. Så tror jeg slet ikke, han er så klam mere,’ prøvede jeg.

Og så fortalte jeg ellers stolt, hvordan han er vokset til dobbelt størrelse overnight (det er så fascinerende, når det sker). Og i øvrigt lugter han altså slet ikke så slemt, når man lige vænner sig til det. Og han er helt sikkert meget længere fremme i udviklingsprocessen end guldfiskens dej, som stadig bare står hjemme på køkkenbordet og mangler kærlighed og røring. Og …

Lige pludselig gik det op for mig, hvorfor det er så godt, at jeg ikke har nogen børn. For når jeg allerede kan gå så meget i selvsving over en skide dej, ville jeg jo være fuldstændig ulidelig at høre på, hvis jeg også producerede eget afkom.

Nå, men fortsættelse følger. Og indtil da kan du følge Hermans udvikling i albummet her. For selvfølgelig skal den lille knægt foreviges fra alle vinkler på de sociale medier. Det manglede da bare!

https://www.facebook.com/skudamuda

PS: I øvrigt agter jeg også at lægge et billede af min tykke mave op, når jeg har spist Herman. Jeg tænker, det er en slags omvendt graviditetsbillede. Vil dog skåne jer for efterfølgende scanning. Sådan en type er jeg nemlig …

kagen_herman

Noget om Herman

Jeg har fået en dej. Han hedder Herman. Herman har en sikker plads på listen over de mærkeligste ting, jeg nogensinde har fået. Om 10 dage skal han blive til en kage. Hvis jeg altså passer ordentligt på ham indtil da.

Herman er en kædedej, som solsorten i dag stolt videregav til undulaten, guldfisken, musvitten og mig over en brunchsnak om norske ammefilm, og hvad der ellers rører sig på savannen. Uden at fornærme nogen kan jeg vist godt afsløre, at vi er et par dyr i den kæde, som ikke ligefrem er surdejstyperne. Det er solsorten vist heller ikke selv. Men i den tid, hun har passet og plejet sin egen dej, er hun kommet til at holde af Herman. Hvilket  hun mente også vil komme til at ske for mig.

Det skaber både glæde og bekymring. For hvad nu hvis jeg knytter mig for meget til den dej, når jeg de næste 10 dage skal passe ham og pleje ham og fordre ham? Er det så overhovedet muligt for en slipgivningsforskrækket type at gøre det af med ham? At futte ham af i en ovn for fulde hammer og oven i købet spise ham bagefter?

Jeg ved det ikke. Muligvis finder jeg heller aldrig ud af det. For solsorten har sandsynligvis ikke tænkt over, at hun har givet Herman videre til en type, som ikke ejer en funktionsdygtig ovn. Så måske bliver Herman den første surdej, som aldrig bliver spist. Måske kommer han bare til at vokse og vokse af al den kærlighed, jeg øser ud over ham, til han til sidst ikke kan være i mit køkken længere.

Hvem ved, hvad der dog bliver af Herman? Fortsættelse følger …

herman