Noget om et brev til mit yngre jeg

For cirka tre år siden anbefalede solsorten mig at læse en bog, der hedder ’Brev til mit yngre jeg’. På det tidspunkt var jeg sådan lidt vaklende i det, og jeg tror, hun kunne fornemme, at jeg trængte til en form for bogstøtte, der mindede mig om, at alting nok skulle gå. Bogen er kort fortalt en lang række breve, som en lang række kvinder har skrevet til en yngre version af dem selv. For at forsøge at gøre dem klogere på den fremtid, der venter.

Jeg fik aldrig læst bogen dengang, hvor jeg havde allermest brug for at læse den. Men for kort tid siden fandt jeg den helt tilfældigt i den form for antikvariat, som jeg virkelig håber også findes, når mit yngre jeg bliver rigtig godt og grundigt gammel. Jeg er lige blevet færdig med den. Og jeg kan godt forstå, hvorfor solsorten tænkte, at den havde været god for mig, dengang jeg havde for travlt med at fare vild i verden til at tænke på at læse mig klogere på livet.

Jeg fik helt lyst til selv at skrive et brev til mig selv i den version, jeg var for tre år siden. Eller for ti år siden. Eller dengang min krop var barn. Måske skriver jeg det brev inden længe. Men indtil videre vil jeg bare dvæle lidt ved den her film, musvitten fandt for nylig. For den opsummere i virkeligheden bogens budskaber på den fineste måde.

PS: Ja, jeg tudede første gang, jeg så den (og anden gang …)