Nogle gange går ting bare op på så fin vis, at det næsten er for godt til at være sandt.
Storebjørn har fortalt, at fyren, som skulle lave den første præcise udregning af, hvor højt Mount Everest er, nåede frem til et tal, der var så rundt og flot med tre nuller i enden, at han blev nødt til at lægge et par ekstra meter eller fod eller hvad-ved-jeg oveni, fordi han var bange for, at folk ellers ville tro, at han havde løjet sig til det pæne resultat. Så det mest præcise tal blev i virkeligheden upræcist, for at folk skulle tro på, at det nu også var helt præcist.
I går nåede jeg frem til et lige så smukt resultat, og set i lyset af bjerghistorien vil jeg undlade at lyve, men i stedet blære mig med, at der er præcis 100 skridt fra mit nye kontor til den Trykke Bar. Muligvis kun 72 bjørneskridt, men 100 af mine helt egne af slagsen.
Jeg lavede opmålingen på vej ned for at drikke mine flyttesmerter væk. Da jeg nåede til den anden (eller var det femte) fadøl, filosoferede jeg højlydt over, at der nu er flyttet en pige ind i min lejlighed, som jeg har skiftet ble på. Det imponerede ikke storebjørn voldsomt. Han svarede bare, at det så måske var på tide, at hun lærte at gå på toilettet. (Til lillesøs’ forsvar vil jeg gerne understrege, at hun altså lærte at tisse selv for flere år siden).
Musvitten skiftede emne og spurgte, hvilken karakter fra Matador, jeg bedst kan lide. Det spørgsmål var så svært, at tankens kraft fik mig til at lave et siddende rullefald helt ned på fortovet. Jeg aner ikke, hvad der skete, men det lykkedes mig at hive to stole med i faldet og smadre begge knæ plus en enkelt albue. Jeg spildte dog ikke en eneste dråbe af den drink, jeg havde i hånden.
Dét imponerede til gengæld mit publikum. Og jeg blev helt rolig ved tanken om, at lige meget hvor mange forandringer, der sker lige nu, bliver alt okay, fordi jeg helt instinktivt passer bedst på det, der er vigtigst for mig. Og så skal alting nok gå op i en højere enhed.
Skudamuda 