Noget om fodsvigtningsnervøsitet

Jeg skal til bryllup i morgen. Det sker ikke så tit for mig, at jeg bliver inviteret med til den slags, så det er i sig selv ret sensationelt. Og meget, meget angstprovokerende. For selvom min umiddelbare indskydelse var, at jeg glædede mig, så blev glæden hurtigt blandet med en ordentlig snaps nervøsitet. Hvis man kigger på min bryllupshistorie, er det nemlig dømt til at gå galt.

Jeg har været til tre bryllupper, siden min krop blev voksen. Morgenen efter første bryllup vågnede jeg op i revnen mellem min mor og papfar, fordi jeg tilsyneladende havde drukket mig så sanseløst stiv, at den lodrette version af mig pludselig gik i stykker. Det var ydmygende, og jeg var flov. Dog fandt jeg senere ud af, at mine forældre ikke er de værste, man kan vågne op sammen med efter en gigantbrandert.

Andet bryllup var på en vingård i Frankrig. Det var fantastisk. Tror jeg nok. Jeg husker det ikke. Der er nemlig det ved den slags franske bryllupper, at festen indledes med en tre timer lang champagnereception. Et koncept, der muligvis fungerer fint for mådeholdende franskmænd – men knap så fint for decideret mådeløs, dansk neontumling på SU.

Det tredje bryllup deltog jeg egentlig kun i som glogæst. Men efter kirken og receptionen besluttede mejsen og jeg os for, at vi da ikke skulle snydes for fest. Så vi tørlagde nordsjællandsk sommerhusområde for store fadøl, spontanbadede i undertøj, invaderede lukket teaterfest og overvejede, om vi da ikke lige skulle crashe den der bryllupsmiddag, som helt sikkert savnede vores selskab (på trods af at vi ikke var inviteret). Heldigvis var vi på det tidspunkt så fulde, at vi kun kunne finde ud af at ramme mejsens lejlighed, hvor vi stak snuderne i en flaske whisky og snakkede om stooore føøølelser, indtil jeg kom i tanke om, at jeg slet ikke kunne tåle whisky og havnede med hovedet i kummen. Så gjorde vi det eneste rigtige – vi gik i seng og lå lidt med lukkede øjne, indtil mejsen pludselig udbrød, at hun da vist også havde en flaske vodka et sted. Så stod vi op og drak videre.

Næste morgen vågnede jeg uden trusser (på grund af impulsiv strandbadning … tror jeg nok), og jeg blev endnu engang mindet om, hvad problemet med mig og bryllupper er. Jeg bliver så overvældet over al den kærlighed, og min helt naturlige refleksreaktion er tydeligvis at forsøge at skylle overvældelsen ned med så mange procenter som overhovedet muligt. Det er ikke så slemt, når jeg er omgivet af folk, jeg kender meget godt (eller som kender mig meget godt og derfor ved, hvad de kan forvente). Men det er jeg ikke i morgen. Så selvom jeg stadig glæder mig, banker nervøsiteten livligt løs i den alt for tørre tunge. Jeg har alle gode intentioner om at holde mig stående. Og ellers kan jeg kun håbe på, at giraffen vil have mig hængende om halsen, hvis elefantfødderne strejker. Det bliver skide godt!

drunk

One thought on “Noget om fodsvigtningsnervøsitet

  1. Pingback: Noget om vuggestuevoksenhed og barnligt glædestuderi | Skudamuda

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s