De små ting

Jeg blev engang spurgt om, hvad jeg ledte efter hos en fyr. Det kunne jeg ikke finde ud af at svare på. Dels fordi jeg helst ikke ville spænde ben for mig selv ved at have en eller anden røvsyg skabelonforestilling om fyrens frisure eller musiksmag eller sko (ingen afsløringer om sejlerskosfetish her). Men mest fordi, jeg ikke vidste det. Det eneste, jeg kunne sige, var, at jeg gerne ville møde en, som kunne få mig til at grine helt ned i maven (og det føles lige så skide godt, som jeg havde håbet på).

Jeg har stadig ingen liste. Men jeg er blevet klogere. Det er let at opremse alle de egenskaber, som grundlæggende er et plus. For hvem vil ikke gerne møde en, som er sød og betænksom og god mod (tøj)dyr? Jeg har dog lært, at de små ting gør den store forskel. Specielt hvis der er mange af dem. Listen over de små ting kan ikke laves på forhånd, for det er overraskelsen over deres pludselige tilstedeværelse, som gør forskellen.

Nu ved jeg, at de små ting for mig blandt andet er at:

– holde liv i vigtige ord og vendinger som stratenrøver og top daler

– have den bedste frysepizza i skuffen

– navngive sofaer

– sætte pris på asier og rytmebokse

– huske at besprøjte en Bodil

– vide, at man klapper på to og fire

– grynte i søvne og indrømme halvpsykopatiske drømme

– ryge en god lakridspibe

– knipse Bififormfoto og sende beskeder, som gør morgener meget bedre at vågne op til

– kæmpe mod shoppesyge tøsepiger i stormagasin på første udsalgsdag

Jeg er heldigvis ramt af så mange helt rigtige små ting, at jeg ud over den generelle laaaaange liste også kan lave en dagsliste. På dagens liste over små ting står blandt andet, at jeg er ovenud lykkelig for at kende en langhalset type, som forudser panik over glemt slikpose præ biftur og sørger for at afværge potentiel sliksorgskatastrofe i salen ved at stikke glemt pose i egen taske. Hvem sagde hverdagshelt?