Bittersød erfaringsnote #5

Kære mig selv

Gør aldrig grin med en hysterisk følsom guldfisk, hvis du selv risikerer at padle rundt i samme ynkelige følesø på et senere tidpunkt.

Sidste år, da vi rejste til det famøse og sagnomspundne Sunny Beach, blev jeg hentet af en sejlende guldfisk, som vandede høns hele vejen til lufthavnen, fordi hun ikke kunne holde ud at tænke på, at hun skulle være adskildt fra storebjørn i to uger. TO UGER! Jeg syntes, det var en lille smule komisk. Og så har jeg helt grundlæggende en tendens til at komme til at grine på de mest upassende tidspunkter. Det er en form for forsvarsmekanisme, og jeg prøver at skille mig af med den, men det går ikke så godt.

I nat var det dog guldfiskens tur til at undertrykke et fnis i taxaen, da jeg småhønsevandende sad og analyserede lidt på, hvor lang tid tre uger egentlig er. Helt ærligt – tre små uger. Jeg ved ikke, hvad der er sket med mig. Men heldigvis tænker jeg, at det hysteriske følelsesudbrud bare er endnu et tegn på, at noget er skide godt.

PS: Nu, hvor det værste hysteri over midlertidig adskillelse fra langhalset type har lagt sig, er det meget lettere at sætte pris på alt det, der sker omkring mig. For eksempel den vigtige detalje at vi bor på værelse 404, som er blandt de allerbedste tal. Det gør mig tryg og får andre ting til at give mening på en måde, som jeg ikke kan forklare. Endnu.

20130625-171552.jpg

2 thoughts on “Bittersød erfaringsnote #5

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s