Noget om hvordan jeg blev skidt på

For to år siden gik jeg en meget tidlig morgentur og opdagede Det rigtige Bulgarien. Der kunne jeg trække vejret ordentligt for første gang i flere døgn (Sunny Beach lægger lidt af et pres på lungerne – og nerverne).

Der var frisk luft og en mølle med vind i, rigtige voksne mennesker og rigtig mad med rigtige vitaminer. Der var huse af ægte mursten, og så var der frem for alt ingen umtji umtji, men bare fred og ro.

Det var her, jeg opdagede, hvor sjovt måger snakker. Jeg blev fanget i en tidligmorgensludder mellem to af slagsen ude på molen. Og det gik op for mig, at måger faktisk er meget misforståede dyr. Det er ikke mange, der holder af dem, så det besluttede jeg mig for at gøre. At holde af dem med alle deres skævheder og uperfektheder.

Det er en af den slags morgener, som har en helt speciel plads i min hukommelse, fordi der var noget magisk over den. Mit hoved blev klogere på ret mange ting den morgen. Og siden har jeg holdt ekstra godt øje med mågerne. Så sent som i nat, da jeg sad i Hegnet med guldfisken og hamsteren og drak en spand og observerede ungdommen-nu-til-dags med lige dele forargelse og fascination (det er næsten vildere end zoo), blev jeg optaget af en helt bestemt måge, som jeg forsøgte at fange på et ordentligt billede (spandens tyngde gjorde det desværre lidt svært).

Og i morges, da jeg sneg mig til en smule præ-arbejds-sol på den store terrasse, var de der igen. I deres fineste mågeform patruljerede de rundt i skyen og snakkede sjovt af deres små mågelungers fulde kraft.

Jeg nåede lige at tænke, at livet sgu egentlig er ret fedt, trods alt. Så blev jeg ramt af klatten. En ordentlig omgang mågeræsermave lige på mit ben og på det nye, fantastiske neonhåndklæde, jeg købte for forsikringspengene. Den gik sandsynligvis efter at ramme elefanten på min ankel, og det var meget tæt på. Jeg ved, det er åndssvagt, men jeg kunne ikke lade være med at føle mig oprigtigt såret over skæbnens åndssvage ironi. Heldigvis tror jeg ikke, mågen helt forstod, hvad den gjorde ved mig, selvom jeg da godt hørte sejrshylet fra den lortesatan.

Jeg havde lyst til at blive skide sur og droppe min mågefascination mettevuns. Men altså, når først man virkelig har set fuglenes sande potentiale, kan man jo ikke pludselig ignorere det igen. Så den får en chance til. Hvis den vil have den. Det kan jo også være, den sked på mig for at hjælpe mig til noget held. Og så var det rent faktisk en ret fin, lille lort …

PS: Her skulle der have været et billede af mågen fra i nat, men det bulgarske net er overbelastet af ungdommen-nu-til-dags, som lægger mundtruttende bikiniselfies og billeder af deres Hawaii-pizzaer på Instagram.