For seks års tid siden havde jeg ikke styr på noget. Jeg tjente stort set ingen penge, mine kassekreditter (læg mærke til flertallet) var max’et ud, jeg keglede rundt i mine egne følelser og anede ikke, hvad jeg ville med mit liv. Derfor gjorde jeg det eneste rigtige. Jeg blokkerede alle opkald fra min bankrådgiver og lejede en lejlighed i New York, hvor jeg brugte nogle måneder på at gå gaderne tynde i forsøget på at finde en form for mening.
I den periode skrev jeg for første gang nogensinde en slags dagbog. Måske fordi jeg tænkte, det kunne gøre mig klogere en dag. Det er jeg glad for nu. I går gik guldfisken, hamsteren og jeg nemlig rundt i mit gamle kvarter i West Village. Vi kom forbi en af byens mange psychics, og jeg kom i tanke om, at jeg dengang for seks år siden tvangsindlagde mig selv til en tur i sandsigermøllen i et forsøg på at skrive en artikel.
Jeg har lige fundet den del af dagbogen, der handler om mit besøg hos spåkonen:
New York er blevet udråbt til verdens mediehovedstad nummer ét – som i spirituel mediehovedstad, altså. Der findes nærmest ikke en gade på Manhattan, som ikke har en ’psychic’, der reklamerer med, at de ligger inde med nøglen til fremtiden og svar på alle dine spørgsmål. Det synes jeg er ret interessant, så jeg har researchet lidt til en artikel om det. Og jeg kan jo lige så godt bruge mig selv som forsøgskanin.
Min holdning til den slags spiritualitet er delt op i tre følelser, som fylder nogenlunde lige meget. En tredjedel af mig synes, det er spændende. Den næste tredjedel tror overhovedet ikke på sådan noget hokus-pokus-lort. Og den sidste tredjedel er parat til at stikke af og aldrig se tilbage af stor, altoverskyggende grundangst for alt og alle, der prøver at bilde verden ind, at de har kontakter til de højere magter. Så det var lidt af en udfordring for mig at slæbe mig ind til en psychic. Derfor har jeg også meget passende udskudt det igen og igen – helt til min allersidste dag i byen.
De fleste af stederne ser meget skumle ud med nedrullede gardiner og et neonskilt, der blinker i vinduet. Dem udelukkede jeg hurtigt og fandt i stedet et lille alternativ på hjørnet af Bleecker og 7th Avenue, der så hyggeligt ud med friske blomster og fin indretning – og hvor man vigtigst af alt kan kigge ind fra gaden. Det vil sige, at der var noget mindre risiko for, at de skulle lægge mig i kronisk hypnose, misbruge min krop og sælge de sørgelige rester af min sjæl til djævlen.
Jeg havde altså besluttet mig for, at jeg i hvert fald godt turde, selvom jeg rystede en lille smule i den inderste buks, da jeg tog i håndtaget i formiddags. Jeg blev mødt af en kvinde i 50’erne, som tog styringen og placerede mig i en stol ved et lille, rundt bord. Hun så egentlig meget almindelig ud – lidt hippieagtig, selvfølgelig, men hun havde ingen heksevorte, der sad ikke en sort kat på hendes skød, og hendes øjne var hverken røde eller noget. Til gengæld lignede hun lidt Scotts mor fra Beverly, og hun var jo ret skræmmende, så jeg havde selvfølgelig allerede talt skridtene hen til udgangen og lavet et mindre regnestykke omkring, hvor hurtigt jeg kunne stå i sikkerhed på fortovet igen, hvis helvede brød løs.
Det gjorde det ikke. I stedet forklarede kvinden, hvilke tilbud jeg kunne benytte mig af. Jeg kunne få læst min hånd, få lagt tarotkort eller få tilkaldt ånder fra krystalkuglen, som jeg kunne stille spørgsmål til. Det sidste var udelukket! Med mindre det altså var helt okay med hende, at jeg efterlod angstens urin på den fine stol. Og det syntes jeg på en måde ville være lidt upassende. Så var der det der med håndlæsningen. Det var det billigste tilbud – 20 dollars – men hun fortalte, at det mest ville handle om min fortid og min personlighed, og den kender jeg jo allerede.
Derfor kastede jeg mig over kortene. Damen sagde, jeg skulle blande dem, dele dem i tre bunker og vælge én bunke ud. Bagefter lagde hun kortene op i et mønster og begyndte så på sin monolog. Først var jeg lige ved at glemme at høre efter, fordi jeg blev så forskrækket over hendes stemme, der pludselig var helt anderledes og en tro kopi af Whoppi Goldbergs i Ghost. Hendes tonefald var meget, meget dybt, og budskabet startede nogenlunde sådan her:
”Først vil jeg fortælle dig, hvornår du dør…”
STOOOOOOOOP, tænkte jeg. Må man overhovedet det? Er det ikke forbudt i clairvoyantkredse at informere om den slags? Eller i det mindste bare kutyme at lade være? Det er lige præcis derfor, jeg er så bange for den slags mennesker.
”Jeg ser dig leve, til du er i starten eller midten af 90’erne. Du får et sundt liv, og du vil være uafhængig helt til din død. Du kan generelt ikke lide at være afhængig af andre og bryder dig ikke om, hvis folk fortæller dig, hvad du skal gøre. Du vil klare dig selv, og det kommer du til. Samtidig er du meget sårbar, men forsøger at skjule det. I forbindelse med dit arbejde kommer du til at ændre folks holdning til en række emner, og jeg kan se, at du kommer til at skrive bøger. Du har haft to romantiske skuffelser, den ene væsentligt værre end den anden, og du har generelt svært ved at knytte dig til personer af det andet køn. Men fortvivl ikke – den tredje mand er den rigtige, og du er ikke i tvivl, når du møder ham. Han er ældre end dig, men det er ikke noget problem, fordi du generelt har det bedst med personer, der er ældre end dig selv. Du bliver både tiltrukket af hans udseende og hans intellekt. Jeg ser ingen skilsmisse. Din fremtidige økonomiske situation ser positiv ud. Du kommer til at gifte dig til penge, men kommer også til selv at tjene dem. I det hele taget kommer dit liv til at ændre sig markant på alle punkter inden for de næste tre år.”
Tre år senere havde jeg lige mødt giraffen, jeg kæmpede for at få udgivet min første bog, og jeg tjente rent faktisk voksenpenge for første gang i mit liv. Rimelig vildt pletskud fra en type, som ikke anede noget om mig på forhånd. I princippet kunne jeg jo have haft mand og børn dengang for seks år siden, og så var hendes teori faldet til jorden med det samme.
Jeg finder aldrig ud af, om damen, der ligner Scotts mor, rent faktisk har kontakt til højere magter, om hun er en afsindig god menneskekender, eller om hun bare har været usandsynligt heldig. Men jeg er imponeret. Og frem for alt glad for, at jeg nu ikke længere behøver at bekymre mig om min levers tilstand, for det ser ud til, at den holder minimum 60 år endnu. Skål på det!
