Bittersød erfaringsnote #18

Kære mig selv

Hvis du finder et tilbud på nettet, som er for godt til at være sandt, så er det sandsynligvis fordi, det rent faktisk er for godt til at være sandt. Og så er det utrolig dumt at indtaste dine kortoplysninger på siden.

Det er nemlig en smule pinagtigt at ringe til ny bank og spærre dit eget kort for anden gang på alt for kort tid. Specielt når du bliver nødt til at fortælle døgnvagtsbankrådgivertype, at det den her gang udelukkende er din egen skyld, fordi du har været lige så snotdum som de der typer, der svarer på mails fra ukendte, amerikanske slægtninge, som har brug for kontooplysninger for at kunne overføre en svimlende arv.

Jeg plejer at kunne grine af den slags. Men jeg er så heldig at være pjevset ud over det sædvanlige for tiden og var derfor meget tæt på at tænde helt op for tårekanalen, da bankrådgivertype informerede mig om, at jeg skulle betale 100 kroner for et nyt kort og i øvrigt fik en ny pinkode.

‘Men jeg kan altså ikke huske en ny kode. Jeg HAR jo lige fået en ny kode,’ peb jeg i så ynkelig en dur, at han til sidst lovede mig, at jeg så gerne måtte beholde den gamle (banken er vel trods alt også interesseret i, at jeg bruger kortet i ny og næ).

Bagefter var jeg to centimeters rygrad fra at lave en Maude og gå direkte hjem i regnen og lægge mig. Men jeg hankede op i mig selv – godt hjulpet på vej af langhalset type, som fik mig overbevist om, at ynkelighed ikke rigtig holder i savanneretten.

I dag kan jeg så lune mig ved tanken om, at det i det mindste lykkedes mig at klippe det rigtige kort i stykker. Man er vel i træning …

fuck