Jeg er tosset med mit nye kontor. Og selvom jeg savner kollegerne fra verdens bedste arbejdsplads, er jeg faktisk også ret tosset med at sidde alene og arbejde. Fordi jeg får lavet meget mere og kører på en eller anden arbejdsadrenalinrus, som jeg ikke har oplevet før.
Dog mener mine omgivelser, at jeg selv er godt på vej til at blive tosset af al den alenetid, fordi jeg ikke bliver så socialt stimuleret i løbet af dagen – selvom jeg da jævnligt fører interessante samtaler med både min havenisse, min pubfrø og min helt egen Bodil på hjul, som min far forærede mig i sidste uge (dermed nåede han lige at opfylde et af mine hedeste barneønsker, inden jeg fylder 30).
I går kom giraffen forbi kontoret efter en lang arbejdsdag fyldt med diverse sociale stimulanser. Han smed sig i den røde sofa og havde tydeligvis set frem til at kunne lukke øjnene et par minutter og få noget ro. Men så let slap han ikke. Han fik lige nøjagtigt 14 sekunders stilhed. Så var jeg over ham som en lille hund, der har jagtet sin egen hale hele dagen.
Jeg kunne dog hurtigt fornemme, at jeg ikke fik de dybe dialoger op at stå lige med det samme. Så derfor gik jeg i stedet i gang med en længere analysemonolog om det sindsoprivende spændende emne: navler. Jeg løftede skiftevis op i hans og min egen bluse og kommenterede på form, dybde og signalværdi (der er jo en verden til forskel på de dybe, mystiske navler og de flade, overskuelige af slagsen – for slet ikke at tale om dem, der bopper udad og aldrig rigtig er til at blive kloge på).
Det var svært at konkludere noget brugbart ud fra mine observationer, så i stedet konstaterede jeg bare til sidst, at den langhalsede i hvert fald render rundt med et ualmindeligt dejligt eksemplar. Han kvitterede for komplimentet ved at svare: “Man kan godt mærke, du har været alene hele dagen, hva’!”
Han har nok ret. Muligvis er jeg ved at blive en lille smule sindssyg og navlebeskuende af al den alenetid. Men hvem ved. Det kan også være, jeg bare er ved at blive genial på et niveau, som er svært for andre at forstå. Kontordyrene har sagt, at de tror på det sidste, så jeg er stadig optimistisk …
Skudamuda 