Jeg bekymrer mig alt for tit unødigt over alt for mange ting. Ikke de mest oplagte ting. Jeg er sjældent bekymret over, om jeg mister min indtægt, lyder dum, bliver slået ned eller får dårlig lever af lidt for passionerede bodegabesøg. Til gengæld bekymrer jeg mig meget tit meget over, om to glas rører hinanden, om dørmåtten ligger skævt, eller om nogen forsvinder for mig, fordi jeg glemte at sige “Vi ses”.
Nogle personer har ekstra stort potentiale for at vække bekymring. Giraffen ligger meget højt på den liste. Forleden morgen havde vi en lang diskussion (det er løgn – vi orker aldrig at diskutere rigtigt, men det er nok det tætteste, vi er kommet), fordi han sagde, at han ville cykle på arbejde. Det mente jeg bestemt ikke, der var nogen grund til.
Som udgangspunkt er jeg helt på det rene med, at mine åndssvage bekymringer og neuroser ikke skal hæmme andre. Men altså – den langhalsede har en cykelhistorie, der blandt andet tæller et par udslåede tænder, to brækkede arme og en punkteret lunge. Og som han selv siger: “Jeg har altså lavet meget andet end det. Det der er bare de værste eksempler”.
Sjovt nok hjælper det ikke, når han prøver at bortforklare det med, at skandalerne kun skete, fordi han havde en dårlig cykel (eller mange dårlige cykler). For selvom jeg da ikke er i tvivl om, at han er en glimrende cyklist, har jeg alligevel en smule svært ved at overbevise mig selv om, at han nu har fundet den helt rigtige cykel, som holder ham sikkert kørende.
Han tog ikke cyklen den morgen. Og jeg havde ro i maven hele dagen. Det samme havde jeg dagen efter. Indtil han kom hjem og fortalt, at han havde cyklet, uden jeg lagde mærke til det. Jeg var dels forarget over, at jeg havde tilbragt en hel dag i lykkelig uvidenhed om, at jeg burde være afsindigt bekymret. Dels lettet over, at jeg var sluppet levende gennem dagen uden bekymringer.
Mest af alt var jeg nok bare blevet ekstra pinligt bevidst om, at bekymringer er noget af det mest unødvendige, der findes. Og at bekymringer hverken fjerner risici eller øger fare. Bekymringer gør faktisk ingen forskel. Overhovedet.
Jeg ville bare ønske, at den rationelle del af min hjerne ville overbevise den tossede del om, at den burde tage en afslapningspille, bekymre sig lidt mindre og bevæge sig lidt mere. Hen i retningen af det sted, hvor bekymringer bliver slået ned af alt det gode, som der er rigtig mange grunde til at være bekymringsløst glad for …
Skudamuda 