Noget om breve og fortid

Jeg fik to breve i går. Af den gode, gamle slags. Med frimærke og alt muligt. Statistisk set troede jeg slet ikke, det kunne lade sig gøre. Men det kunne det altså.

Det ene brev var en bryllupsinvitation fra pumaen, og det andet var fyldt med avisudklip fra min far. Begge dele gjorde mig glad. Og begge dele gav mig lyst til at nostalgidykke ned i kisten med alle de gamle breve fra gamle dage, som er fyldt med historier, der var engang, og minder, som stadig er der.

Jeg elsker breve. Invitationer og udklip og måske allermest breve, der bare er til for at dele tanker, som trænger sig på. Den slags gør mig altid glad (også selvom brevene er skrevet på taster og sendt med virtuelt frimærke).

Hvem der dog bare stadig havde en penneven …

sorthvidt

 

Noget om billedtagningsmani

Min krop har været i stykker. Helt og aldeles ude af funktion. Jeg tænker, det var en form for protest oven på flere ugers uansvarlig kropsopførsel med indtagelse af uoverskuelige mængder sprut og flæskestegssandwich og fadøl og syntetslik og shots og sjusser og alt, hvad jeg ellers har kunnet komme i nærheden af i Malaysia og Bulgarien og på Roskilde og hos en langhalset type. Så den fældede mig simpelthen og tvangsindlagde mig på sofaen, hvor jeg vågnede midt på eftermiddagen i går efter en stille og rolig lur på 15 timer.

Det tog lidt tid at få kickstartet knoglerne igen, men nu har jeg haft hele pivtøjet (beklager muligvis upassende ordvalg) ude på en testrun (som egentlig mest var en testwalk). Det er ret svært for mig at gennemføre sådan en tur uden at tage billeder. Helst en 10-15 stykker. Måske er det en form for mani. Jeg kan i hvert fald ikke lade være, og for det meste gør jeg det helt uden at lægge mærke til det. Jeg kan ikke altid forklare, hvorfor jeg bare MÅ tage billeder af en sten eller et dyr eller en halvtom juicekarton. Måske hænger det sammen med min trang til at gemme alt. Alle minder. Alt, hvad der har talt til mig eller rørt mig (som halvtomme juicekartonner jo ofte gør). For det hele har en eller anden historie. Og hvis ikke den er spændende nok, sørger min fantasi for, at den bliver det. I går tog jeg et billede af en cykel som det første. Jeg registrede slet ikke, at jeg gjorde det. Det skete bare. Bagefter tænkte jeg, at der sikkert var en mening med det billede på en eller anden måde.

hancykelMennesker er jo egentlig det mest interessante at tage billeder af. Specielt dem, der bærer deres historie uden på tøjet. Dem kan jeg kigge på i flere timer. Og da det er lidt upassende at glo så uhæmmet på fremmede (selvom nogen alligevel gør det (ingen nævnt, ingen glemt, guldfisk og lillesøs)), ville det bare være så meget lettere med et snapshot. Men det er på den anden side også upassende bare at hoppe ud foran en potentielt spændende historie midt på gaden og råbe ’Paparazzi!’ og klikke løs. Så er det nok bedre at spørge om lov først. Men det tør jeg slet ikke. Hvad fanden skulle jeg også sige? ’Ja, undskyld mig, men du ser spændende ud på den der narkobaron/mafioso/psykopatagtige måde. Er det okay, hvis jeg lige tager et hurtigt snapshot af dig, som jeg kan glo på, når jeg de næste par timer vil tænke mere over, hvem du mon er?’ Nej vel …

Så er det bedre med døde ting, som har en levende historie. Cykler for eksempel. De brokker sig ikke. Og de står helt stille, når de posserer. Jeg kan endda få lov til at fotografere fra flere vinkler, uden de kigger mærkeligt på mig (det gør forbipasserende til gengæld, men jeg har lært at ignorere fremmede folk, som ikke forstår mig (hvis ret skal være ret, så forstår jeg jo ikke engang mig selv)).

Jeg brugte lang tid på at tænke over, hvorfor jeg absolut skulle tage et billede af en tilfældig invalid hancykel. Jeg vidste det ikke, men hvis jeg var gået videre, uden at gøre det, havde jeg helt sikkert haft uro i den nyligt kickstartede krop. Heldigvis faldt historien på plads, da jeg seks-syv kilometer senere mødte hende her. Jeg håber, de to finder hinanden en dag!

huncykel