Dengang min krop var barn, fandt jeg min mors vielsesring i et smykkeskrin. Der lå den, fordi min mor og far ikke længere var gift. Jeg syntes, den var fin, så jeg spurgte hende, om jeg måtte få den (på det tidspunkt havde jeg ikke rigtig lært, at spørgsmål kan være upassende).
Min mor, som sikkert både var overrasket over spørgsmålet og samtidig ikke rigtig vidste, hvad hun skulle gøre ved ringen, svarede, at det måtte jeg gerne. Så jeg fik den og gemte den i et smykkeskrin, hvor jeg har passet rigtig godt på den i over 20 år.
For et stykke tid siden, da jeg pakkede mit liv ned i kasser, dukkede den op igen. Den var stadig fin, og jeg kunne godt lide det stykke historie, den repræsenterede. Så jeg gik med den i nogle dage. Men det føltes ikke helt rigtigt, så jeg lagde den i min pung for at have den på mig et sted.
Der lå den, indtil jeg en dag fik en idé. Jeg kom i tanke om, at ringen jo var halvdelen af et par, og at min far havde den anden. Så jeg spurgte ham, om jeg også måtte få hans (jeg har åbenbart stadig ikke lært, at spørgsmål kan være upassende). Han sagde også ja, og så stod jeg med to vielsesringe og en idé, som mine søstre heldigvis var med på.
I dag har jeg derfor været en tur hos guldsmeden for at hente tre nye ringe, der er blevet lavet af guldet fra de to, som har boet hver for sig i mange år. De tre nye ringe er til de tre børn, som blev ud af ægteskabet, som ikke holdt – mine to søstre og mig.
Faktisk har jeg hentet fire ringe. (Halv)lillesøs har nemlig fået lavet en mage til ud af en ring fra sin mor og vores fælles far. For selvfølgelig skal hun også have en søskendering. Der er nemlig ingen tvivl om, at hun er 100 procent lige så meget vores søster, selvom vi kun deler 50 procent af de samme gener.
Jeg ved ikke, hvordan idéen til ringene opstod, men jeg er virkelig glad for den. Guldsmeden havde dog lidt svært ved at forstå det der med, at to ringe skulle blive til tre, mens to andre ringe skulle blive til en, men jeg forsøgte at forklare hende, at sådan er det bare med familier. Det går ikke altid op, men derfor kan det godt gå alligevel. Nogle gange går det faktisk bedre, end man regnede med.
I mit tilfælde er det gået rigtig godt. Skilsmisser er aldrig lette, og jeg har ikke glemt, at der har været både sorg og tårer og frustration i min barndom, som har gjort indtryk. Men jeg har heldigvis lært, at selvom tilværelsen kan blive slået ud af kurs, kan livet alligevel blive helt rigtigt, hvis man vælger at få det bedste ud af det.
Jeg har fået alt det bedste. Jeg har fået en lillesøster, som jeg aldrig nogensinde ville undvære, jeg har fået papforældre, som har været med til at forme mig, og papsøstre, som har støttet mig og passet mig og sørget for, at jeg kom levende igennem min første brandert.
Og jeg har fået to forældre, som godt nok ikke er hver sin halvdel af det samme par længere, men som i dag kan være i stue sammen og snakke sammen og grine sammen og minde mig om, at tiden læger mange sår.
Nu har jeg også en ring. Og en tatovering, der minder mig om, at selvom kærligheden ikke altid overvinder alt, så gør den det alligevel. På sin egen finurlige måde.
Skudamuda 
Hvor fint ❤️